Bred mediedækning af idræt er public service

Der findes flere end 100 idrætsgrene i Danmark, og befolkningen bør naturligvis kende til flere af disse end blot til en håndfuld meget medieeksponerede idrætsgrene, skriver DIF's formand Niels Nygaard i et debatindlæg.
19. maj 2014
Der findes flere end 100 idrætsgrene i Danmark, og befolkningen bør naturligvis kende til flere af disse end blot til en håndfuld meget medieeksponerede idrætsgrene, skriver DIF's formand Niels Nygaard i et debatindlæg.

I dansk idræt følger vi forhandlingerne om det kommende medieforlig med stor interesse. Ikke mindst rammerne for DR's dækning af dansk idræt har stor betydning for de 61 specialforbund og ca. 90 forskellige idrætter i DIF-idrætten.

Der er meget idræt i dansk tv - også på DR. Udfordringen er, at dækningen koncentrerer sig om nogle få idrætsgrene som fodbold, håndbold, cykling og senest motorsport (Formel 1). Det er positivt for disse idrætsgrene, at de har en så markant eksponering. Men det udgør samtidig en udfordring for andre idrætter i Danmark. Det gælder både i forhold til den enkelte idræts udbredelse og i forhold til muligheder for at tiltrække sponsorer.

I hverdagen oplever vi generelt i DIF-idrætten, at det er svært at få tv-dækning af mange idrætsgrene. Det er ærgerligt og en uheldig udvikling for dansk idræt og for det danske samfund, hvis børn, unge og voksne kun præsenteres for et meget smalt idrætsbillede i medierne. Vi er bekymrede for, at de besparelser, som man måtte gennemføre på DR Sporten tidligere i år, vil forstærke denne udvikling yderligere.

Stil krav til DR
I tidligere medieforlig er der opstillet krav til DR om dækning af bredden i dansk idræt.
Der findes flere end 100 idrætsgrene i Danmark, og befolkningen bør naturligvis kende til flere af disse end blot til en håndfuld meget medieeksponerede idrætsgrene. Derfor er det vores klare anbefaling til kulturministeren og til medieordførerne, at der i det kommende medieforlig stilles krav om bredde i DR's dækning af dansk idræt og dækning af handicapidræt.

 

Dette indlæg har været bragt i Jyllands-Posten 19. maj 2014.