Medlemsfremgang med udfordringer

Motions- og udholdenhedsidræt hverver medlemmer i stor stil. De traditionelle, store idrætsgrene mister til gengæld medlemmer. Tendensen er udtryk for ændrede idrætsvaner i befolkningen og for flere specialforbunds forbedrede evne til at imødekomme skiftende krav og behov. Et skridt i den rigtige retning, men der er behov for at tage flere, understreger DIF.
8. maj 2014
Motions- og udholdenhedsidræt hverver medlemmer i stor stil. De traditionelle, store idrætsgrene mister til gengæld medlemmer. Tendensen er udtryk for ændrede idrætsvaner i befolkningen og for flere specialforbunds forbedrede evne til at imødekomme skiftende krav og behov. Et skridt i den rigtige retning, men der er behov for at tage flere, understreger DIF.

Hent hele DIF OPINION som PDF-fil her.

I 2013 steg DIF’s medlemstal med 23.230, men medlemsfremgangen er ikke jævnt fordelt på de 61 specialforbund. Danskerne strømmer først og fremmest til motions- og udholdenhedsidræt. På listen over forbund med størst medlemsfremgang i 2013 figurerer både cykling, triatlon, atletik (løb), vægtløftning (crossfit), gymnastik (foreningsfitness) og svømning. De nyligt offentliggjorte DIF-medlemstal viser også, at de traditionelle, store idrætsgrene som golf, tennis, badminton, håndbold og fodbold er gået tilbage.

Hos Idrættens Analyseinstitut (Idan) lyder en grundlæggende del af forklaringen, at tilstrømningen til motionsidræt bunder i et ønske om at kombinere træningsfællesskab med fleksibilitet.

”Idrætter som cykling, løb og så videre passer godt ind i vores travle liv. Vi kan deltage i fællesskabet, når det passer ind i vores program, og resten af tiden kan vi så træne alene,” siger Maja Pilgaard, der er forskningsleder i Idan og analyserer og forsker i danskernes idrætsvaner.

Gymnastik topper årets topscorerliste målt per antal nye medlemmer. En del af den store stigning skyldes fremgang i forenings-fitness. Dansk Vægtløftnings-Forbund nyder godt af foreninger, der tiltrækker medlemmer via tilbud om fitness, crossfit og motionsrum.

Grafik 8a

Grafik_9a

Udvikling af idrætterne

DIF investerer i perioden 2011 til 2017 omkring 105 millioner kroner i udviklingsprojekter. Dertil kommer de penge, som specialforbundene selv lægger oveni. Projekternes formål er at udvikle idrætterne, så de kan imødekomme skift i danskernes krav og behov.

”Hovedpointen i den seneste medlemsopgørelse er, at vi er blevet bedre til at samle de idrætter op, som ellers bedst egner sig til uorganiseret udøvelse” siger udviklingschef i DIF Morten Mølholm Hansen:
”Stigningerne skyldes både, at nogle af de, der har dyrket idrætten uden for en forening, nu har meldt sig ind. Men den skyldes også, at der kommer nye til, som starter fra bunden i den nye idræt ved at melde sig i forening. For eksempel via løbeintroduktionskurser,” siger han.

Medlemsudvikling DCU

Dansk Atletik Forbund registrerede i 2013 en medlemsfremgang på 8 procent, og 1000 af de nye medlemmer kom via de VM-løbeklubber, som forbundet oprettede op til VM i halvmaraton i København.

I Dansk Cykle Union (DCU) er medlemsfremgangen på samlet 7,5 procent. Det er syvende år i træk, at DCU registrerer medlemsfremgang.

”Vi er naturligvis glade for væksten, men vi er langt, langt, langt fra at opfylde potentialet. Undersøgelser viser, at vi kun har fat i omkring 10 procent af de danskere, der bruger cyklen som motionsredskab,” siger DCU-direktør David Gullberg.

Som sådan er DCU både en succeshistorie og et eksempel på en af de store udfordringer i DIF. Specialforbundene er generelt blevet bedre til at indrette sig, men de er stadig ikke helt gode nok.

”Den store vækst sker stadig udenfor foreningsidrætten,” siger Morten Mølholm Hansen.

For at accelerere tilstrømningen til cykling i foreningsregi har DCU søsat et fireårigt projekt til en værdi af 8,4 mio. kr. Ambitionen er at øge medlemsskaren fra 29.350 medlemmer i 2013 til 40.000 i 2018.

”Vi skal gøre det lettere for klubberne at tage hånd om nye medlemmer, for det kan være svært som nybegynder at starte i en klub, hvor de fleste andre er etablerede ryttere og kører både langt og stærkt. Jeg tror også, at vi vil se en øgning i antallet af klubber fra de nuværende 300,” siger David Gullberg.

”Målet er ambitiøst, men ikke uopnåeligt. Cykling er ”det nye golf” – altså en udstyrssport, hvor der kan gå ”gear og lir i den”, konstaterer David Gullberg.

Han ser også et stort potentiale i, at mange erhvervsfolk er begyndt at bruge cykling som omdrejningspunkt for netværksgrupper. Og så passer cykling som 2013’s øvrige topscorere fint til befolkningens ønske om et fleksibelt træningsliv. Det vurderer Maja Pilgaard fra Idan.

”Ved at melde sig ind i eksempelvis en cykelklub sikrer man sig kontinuitet i træningen, og man får vejledning og et socialt samlingspunkt. Men samtidig er man ikke afhængig af andres fremmøde, og man er fri til at springe fællestræningen over og selvtræne i stedet.”

”Fodbold, badminton og andre holdboldspil kræver meget mere organisering af privatlivet, idet man er nødt til at komme til den skemalagte træning næsten hver gang, og andre er afhængige af, at du møder op,” siger hun.

Håndbold har det hårdt
Fodbold og badminton er sammen med blandt andre tennis, golf og håndbold de store tabere af medlemmer.

Morten Mølholm Hansen ser ikke noget problem i tilbagefaldet for fodbolds vedkommende, da det formentlig skyldes, at DBU har mødt sit maksimum efter årtiers nærmest konstant fremgang. For andre specialforbund er tallene mere alarmerende. Tennis går tilbage i medlemstal over hele linjen (pånær i aldersgruppen 60+). Det samme gælder badminton.

Golf går frem på herresiden, men har samtidig en stor procentvis medlemstilbagegang blandt kvinderne, og derfor slutter DGU med et samlet fald i medlemsudviklingen. For tennis, badminton og håndbold gælder det, at medlemstallene er faldet i hovedparten af de seneste 10 år.

”Håndbold er som holdsport oppe mod, at man som udøver som udgangspunkt ikke kan komme og gå, som det passer én. Sporten er desuden relativt svær at gå til, og man begynder typisk at dyrke den tidligt i livet og ikke som voksen eller teenager,” vurderer Morten Mølholm Hansen.

”Håndbold er traditionelt bundet til landet, som folk fraflytter. Samtidig er den ikke stærk i byområderne, hvor væksten af motionister er størst,” forklarer Morten Mølholm Hansen:

Graf_1
DHF er opmærksomme på problemerne. Foreninger under forbundet tilbyder nu blandt andet håndboldfitness, som er en modulopbygget kombination af løb, håndbold (også for forudsætningsløse) og styrketræning.

”Man kan deltage i de moduler, man vil, når man vil, og det ser ud til, at vi med håndboldfitness er lykkedes med at udvikle et nyt fleksibelt holdtræningskoncept i en ellers traditionel idrætsgren, ” forklarer projektleder i DHF Lars Brønserud.

Han fortæller, at evalueringen ved nytår viste, at rundt regnet 2500 personer i 130 foreninger dyrker håndboldfitness. Heraf var de 53 procent nye medlemmer.

DHF’s næste udviklingsprojekt hedder ”Knæk Kurven”. Projektet skal give klubber og foreninger hjælp til at organisere sig bedre og rekruttere flere frivillige, så der bliver flere hænder til at udvikle nye tilbud, der kan lokke medlemmer til.

Sundheds- og motionskulturen vinder frem
Med undtagelse af svømning, som steg kraftigst i antal medlemmer fra 0-12 år, registrerede flere af medlemstopscorerne den største fremgang i aldersgruppen 25-59 år. Det skal ses i lyset af, at den samlede masse af voksne i befolkningen, der dyrker idræt, bliver større. Men det hører måske også med til historien, at flere af de skrumpende forbund oplevede medlemstilbagegang netop blandt de 25-59-årige.

”Sundheds- og motionskulturen er i den grad over os, og for de forbund, der går tilbage, er det jo et spørgsmål, om andre forbund ”stjæler” deres medlemmer. Det kan man kun gisne om. Nogle vil stoppe, fordi de er blevet for gamle, men derudover tvivler jeg personligt på, at medlemmerne går fra for eksempel tennis, håndbold eller badminton til inaktivitet,” opsummerer Maja Pilgaard fra Idan.