Intervalsvømning effektivt mod forhøjet blodtryk

Svømning er god medicin mod for højt blodtryk, og man behøver ikke svømme i lang tid for at opleve de positive effekter.
25. apr 2014
Svømning er god medicin mod for højt blodtryk, og man behøver ikke svømme i lang tid for at opleve de positive effekter.
En netop offentliggjort undersøgelse viser, at intervaltræning i svømning har en meget positiv effekt på forhøjet blodtryk. Ved at dyrke intervaltræning i tre-fem minutter får personer med for højt blodtryk de samme positive effekter, som ved en times svømning i moderat hastighed.

“De fleste motionister svømmer roligt og langt når de træner. Dette kan de naturligvis fortsatte med, men dette studie viser at et godt alternativ er at træne kort og intenst. Det kan man jo gøre på dage, hvor man kun har 15-20 min til at træne eller på dage hvor børnene er med i svømmehallen,” siger Magni Mohr fra Gøteborg Universitet, der står bag undersøgelsen sammen med Peter Krustrup og Nikolai Nordsborg fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Undersøgelsen er blandt andet støttet af DIF.

Undersøgelsen har testet i alt 62 kvinder mellem 40-50 år med let forhøjet blodtryk i 15 uger. Den ene gruppe trænede intervaltræning bestående af 6-10 intervaller med 30 sekunders intensiv crawl adskilt af to minutters pause (i alt 13-23 minutters træning). Den anden gruppe trænede en times med moderat intensitet, som er den træningsform, som motionssvømmere typisk anvender. Begge grupper trænede tre gange om ugen. De to grupper blev sammenlignet med en inaktiv kontrolgruppe.

Både interval- og langdistancetræningen medførte et fald i systolisk blodtryk på henholdsvis seks og fire mmHg, et fald i hvilepuls på fem slag/minut og et fald i kropsfedt på et-to kilo. Begge grupper havde en stigning i fysisk præstationsevne ved almindeligt løb og ved svømning som følge af træningen. Og de kvinder, der inden træningsperioden havde høje kolesterolværdier, havde et fald efter 15 ugers træning.

“Dette fund understøtter andre undersøgelser fra vores forskning i København, Exeter og Gøteborg, der viser det store potentiale af intensiveret intervaltræning for den brede befolkning såvel som for eliteatleter. Intervaltræning i form af fodbold, løb, cykling og svømning har vist sig at være meget effektiv til at forbedre både sundhedstilstand og præstationsevne,” siger Magni Mohr.
De første resultater fra undersøgelsen om de sundhedsmæssige effekter af henholdsvis intervalsvømning og langdistancesvømning er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidskrift BioMed Research International (http://www.hindawi.com/journals/bmri/2014/728289/).

Forskningsprojektet er gennemført på Færøerne som et samarbejdsprojekt mellem Exeter Universitet i England, Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, Gøteborgs Universitet, Afdeling for Arbejds- og Folkesundhed, Færøernes University, Det færøske hospitalsystem og Det Færøske Idrætsforbund.