Fem nominerede til ’Årets Idrætsforening’

DIF kårer ’Årets Idrætsforening på DIF’s årsmøde 3. maj. Fem idrætsforeninger er nomineret.
7. apr 2014
DIF kårer ’Årets Idrætsforening på DIF’s årsmøde 3. maj. Fem idrætsforeninger er nomineret.

Fem ud af DIF’s godt 9.200 idrætsforeninger vil have en særlig interesse i DIF’s årsmøde lørdag den 3. maj 2014. Her bliver prisen ’Årets Idrætsforening’ uddelt for anden gang, og efter indstilling fra DIF's 61 specialforbund er fem foreninger nomineret til at vinde prisen og de 100.000 kroner, der følger med.

De fem foreninger er: IF Mob Din Krop fra arbejderidrætsforbundet, Haderslev Svømmeklub, Greve Gymnastik og Trampolin, Vojens Ishockey Klub og Fredericia Triatlon Team.

Kriterierne for at komme i betragtning til prisen er, at foreningen i sit arbejde understøtter DIF’s politiske mål. ’Årets Idrætsforening’ skal fx have:

  • sat frivilligheden højt på dagsordenen.
  • skabt fleksible tilbud, der tiltrækker især voksne og teenagere.
  • skabt forståelse for idrættens samfundsmæssige ansvar.
  • styrket mangfoldigheden ved fx at optage nye idrætsformer eller organiseret sig på en ny måde.

Foruden æren modtager ’Årets Idrætsforening’ 100.000 kroner, som skal bruges på et nyt initiativ i foreningen, der kommer foreningens frivillige til gode.

Det er DIF’s bestyrelse, der afgør, hvilken idrætsforening der skal vinde prisen, som overrækkes af DIF-formand Niels Nygaard på DIF’s årsmøde den 3. maj.

Vinder af prisen 'Årets Idrætsforening' blev i 2013 Århus Klatreklub.