Fra i dag er det lettere at finde børneattester

Login med nemID skaffer adgang til politiets oplysninger om eventuelle domme for seksualforbrydelser mod børn under 15 år
1. apr 2014
Login med nemID skaffer adgang til politiets oplysninger om eventuelle domme for seksualforbrydelser mod børn under 15 år

Fra i dag kan foreningslederne forholdsvis nemt finde ud af om en ny potentiel træner eller leder har en dom for visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år. Oplysningerne – den såkaldte børneattest – kan nemlig nu hentes fra politiets hjemmeside ved hjælp af login med nemID.
 
Dermed er det blevet markant lettere og hurtigere for foreningerne at indhente børneattester.

”Noget af det vigtigste i denne verden er, at vores børn og unge færdes trygt i deres skole og aktive idræts- og fritidsliv. Det hjælper lovkravet om indhentelse af børneattesten med at sikre. Det er positivt, at den proces nu bliver mærkbart enklere og hurtigere,” siger kulturminister Marianne Jelved.

Udover foreninger kan også myndigheder og virksomheder benytte sig af de nye elektroniske muligheder.