Folkefest afgørende for VM

Hvis ikke Dansk Atletik Forbund havde fået lov til at invitere 30.000 motionister, så havde forbundet aldrig valgt at afholde VM i halvmaraton.
28. mar 2014
Hvis ikke Dansk Atletik Forbund havde fået lov til at invitere 30.000 motionister, så havde forbundet aldrig valgt at afholde VM i halvmaraton.
Lørdag afvikles VM i halvmaraton i Københavns gader. Lige i halen på de 200 eliteløbere sendes 30.000 motionister afsted, og for Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, er de mange ’almindelige’ løbere helt afgørende for, at VM afholdes i Danmark.

”Havde vi ikke fået et ja til motionsløbet ved VM, så havde vi sagt nej tak til værtskabet,” siger Jakob Larsen til Politiken.

Det er første gang nogensinde, at et VM-løb integreres med et motionsarrangement af denne størrelsesorden.

”Det er helt afgørende med deltagelse af motionisterne, for vi synes, det ville have virket forkert at spærre hele byen af, for at godt 200 eliteløbere - uden danskere i front - skulle kæmpe om titlerne. Men i et land, hvor den mest almindelige motion er løb, bliver VM vedkommende, når et stort motionsarrangement er med på dagen,” siger han.

Arrangementet betyder, at mange af de københavnske gader vil være spærret af i en periode, og ruten vil kun kunne passeres nogle få steder. 

Læs i detaljer om, hvordan trafikken bliver påvirket af VM i halvmaraton.