Bubka vild med den danske model

Stangspringslegenden, Sergej Bubka, er begejstret for, at 30.000 danskere løber med, når VM i halvmaraton afvikles i København.
28. mar 2014
Stangspringslegenden, Sergej Bubka, er begejstret for, at 30.000 danskere løber med, når VM i halvmaraton afvikles i København.
En af de største atletikstjerner i historien, den tidligere ukrainske stangspringer Sergej Bubka, er i København i disse dage. I sin egenskab af vicepræsident i det internationale atletikforbund, IAAF, skal han overvære lørdagens VM i halvmaraton.

Som noget helt nyt vil der være deltagelse af 30.000 motionister, når der skal dystes om VM-medaljer, og Bubka taler varmt for det nye tiltag.

”Det er virkelig godt, og Danmark er det rigtige land at begynde i, fordi den danske befolkning har en utrolig høj idrætsdeltagelse. Vi skal promovere sport og engagere befolkningen, og det her er en perfekt måde at gøre det på. Folk kan opleve mesterskabet og deltage samtidigt. På den måde mærker de stoltheden over at være med til et stort mesterskab,” siger Sergej Bubka til dif.dk.

Unikt fællesskab
Ukraineren, der i sin aktive karriere satte 36 verdensrekorder, vandt seks verdensmesterskaber og en OL-guldmedalje, fortæller, at det nye format også er blevet taget godt imod af de godt 200 eliteløbere. De bliver sendt afsted først, men får altså 30.000 motionister efter sig.

”Fra min aktive tid kan jeg huske, at langdistanceløberne var en fantastisk gruppe atleter, som var meget passionerede omkring det at løbe. De har et enestående fællesskab med de motionister, der bare løber for sjovt. Det er svært at finde en anden sport, hvor der er så mange motionister, som kan identificere sig med eliten, som i langdistanceløb,” vurderer han.

OL er anderledes
Ud over at være næstformand for det internationale atletikforbund er Sergej Bubka formand for den ukrainske olympiske komité og på 15. år medlem af IOC. Selvom han er begejstret for idéen med at blande eliten med motionisterne, som mener han ikke, at modellen kan overføres til OL.

”Med hensyn til OL har vi en udfordring med at reducere omkostningerne. Vi har i forvejen næsten 11.000 atleter ved et sommer OL, og rent praktisk vil det være meget vanskeligt for en værtsby at skulle overskue at involvere mange tusinder motionister også,” siger Sergej Bubka.