Fit Deal i vækst

Motionskonceptet Fit Deal satser på at brede sig til flere dele af landet.
20. mar 2014
Motionskonceptet Fit Deal satser på at brede sig til flere dele af landet.

Hvad gør man, hvis man er en idrætsglad sjæl, der har lyst til idræt under organiserede forhold, men mangler tiden og overskuddet til at melde sig fast ind i en idrætsforening? Eller hvis man hører til den rastløse idrætstype, der er til badminton den ene dag, svømmetræning den anden dag og karate den tredje.

I Viborg og Holstebro hedder svaret Fit Deal. Konceptet går i sin enkelthed ud på, at man som idrætsaktiv helt uforpligtende kan melde sig til en række idrætstilbud i foreningerne via pay-and-play-princippet. Har man lyst til badminton en enkelt aften, betaler man eksempelvis blot for en enkelt lektion på et hold, som allerede eksisterer.

For de enkelte foreninger er der en del fordele forbundet med konceptet. For det første går en del af brugerbetalingen fra Fit Deal til den enkelte forening, der udbyder tilbuddet. Derudover kan foreningen bruge tilbuddet til for eksempel at fylde et hold op, udbyde tomme haltider og sætte gang i nye tiltag.

Indtil videre kører konceptet i Viborg og Holstebro, men måske kan flere kommuner være på vej til at købe konceptet.

”Vi oplever stor interesse for Fit Deal i øjeblikket, og eksempelvis vil Helsingør Kommune arbejde målrettet hen imod en forventet opstart af Fit Deal til august 2014,” siger Anne Stampe Olesen, der er projekt leder i Fit Deal. 

Det alternative idrætskoncept er udviklet i samarbejde mellem idrætsforeningerne i Viborg Kommune, DIF og Viborg Idrætsråd.