Ens regler for alle fodboldbørn

DBU bryder med 20 års forskellighed for børnefodbold.
19. mar 2014
DBU bryder med 20 års forskellighed for børnefodbold.

Mens nogen forbund opererer med forskellige turneringsformer og -regler rundt omkring i kredse og unioner, indfører DBU efter sommerferien de samme spilleformer for alle fodboldspillende børn.
Det er første gang i over 20 år, at der er ens spilleformer i DBU’s seks lokalunioner.

”Jeg er overbevist om, at denne beslutning om nye og ens spilleformer på breddeniveau gør det både sjovere og endnu mere involverende at spille fodbold uanset køn, alder og niveau. Samtidig er det med til at udvikle og fastholde vores ungdomsspillere og skabe en vigtig rød tråd imellem bredden og eliten. Og netop det er i sidste ende altafgørende for vores talentudvikling, for vi skal fortsætte vores målrettede arbejde med at skabe endnu bedre og flere talenter til vores landshold”, siger DBU’s formand Jesper Møller til DBU’s hjemmeside.

Beslutningen er taget efter, at en stor dansk undersøgelse viste, hvordan man i dansk fodbold kunne optimere udviklingen af fodboldspillere på børne- og ungdomsniveau. Undersøgelsen byggede på observationer og videooptagelser og pegede altså på konkrete ændringsforslag til reglerne.

De nye regler betyder, at drenge under 10 år fremover skal spille fem mod fem, mens drenge under 13 år skal spille otte mod otte.

Undersøgelse er udarbejdet af landets førende eksperter - herunder analysefirmaet Amisco Scandinavia, Center for Holdspil og Sundhed fra Københavns Universitet samt Aarhus Universitet
i samarbejde med DBU og lokalunionerne.