Reform + Skole + OL = Skole OL

Leder: I de kommende uger dyster nogle af verdens bedste atleter ved OL i Rusland. Samtidig er kommuner og skoler over hele Danmark i fuld gang med at forberede den skolereform, som træder i kraft om et halvt år, når det nye skoleår begynder. Er der en rød tråd her?
6. feb 2014
Leder: I de kommende uger dyster nogle af verdens bedste atleter ved OL i Rusland. Samtidig er kommuner og skoler over hele Danmark i fuld gang med at forberede den skolereform, som træder i kraft om et halvt år, når det nye skoleår begynder. Er der en rød tråd her?

Hent hele DIF OPINION som PDF-fil her.

En af de markante nyskabelser i skolereformen er et stærkt fokus på, at skolebørnene skal være mere fysisk aktive i løbet af skoledagen. Det vil både være godt for deres indlæringsevne og for deres sundhed. Her har reformens faddere trukket på ny forskning, der viser, at børn bedre tilegner sig viden også i de boglige fag, hvis de dyrker idræt eller på andre måder er fysisk aktive i løbet af dagen.

Reformen åbner for mange indgange til en fysisk mere aktiv skoledag. Én af disse veje kan allerede i indeværende skoleår være deltagelse i Skole OL, der giver gode muligheder for at tilrettelægge et forløb for eleverne henover foråret. Skole OL er for eleverne i 4., 5., 6. og 7. klasse og afholdes af DIF, Dansk Atletik Forbund og TV2 – med støtte fra TrygFonden. Skole OL afsluttes hvert år med et stort olympisk finalestævne i juni i København med flere tusinde elever fra hele landet. Skole OL giver børnene mulighed for at træne og dygtiggøre sig i løb, spring og kast. En vigtig gulerod er muligheden for, at hele klassen kan kvalificere sig til finalestævnet.

Jeg har selv en datter på 12 år, som har været med til Skole OL’s finale sammen med sin klasse. Det engagement, den glæde og den stolthed, der lyste ud af øjnene på hende, hendes klassekammerater og de mange andre deltagere den junidag på Østerbro Stadion, var et vidnesbyrd om, hvordan idrætten kan være med til at bevæge os – uanset om man er OL-atlet eller med til Skole OL.

For at understøtte kvaliteten i Skole OL udvikler atletikforbundet et træningskoncept, som kan tilpasses den enkelte skoles rammer og faciliteter, så man er godt forberedt til skolens eller klassens eget Skole OL. I skolereformen indgår, at idrætsforeningerne får en rolle i en fysisk mere aktiv skoledag. Her giver Skole OL gode muligheder for samarbejder mellem skoler og atletikklubber. Fx vil foreningsidrættens trænere og konsulenter med afsæt i deres viden om børneatletik kunne give idrætslærerne brugbare redskaber, som kan anvendes i skolens rammer.

Børnenes fysiske aktivitet til Skole OL kan kombineres med, at eleverne også får indblik i idrættens historiske udvikling og i olympiske værdier som respekt, gensidig forståelse, venskab og naturligvis også det at yde sit bedste. Også på den måde er der en rød tråd mellem OL og Skole OL, som man kan læse mere om på www.skoleol.tv2.dk.