Hvem skal være ’Årets Idrætsforening’?

DIF kårer for tredje gang ’Årets Idrætsforening’. Vinderen får 100.000 kroner.
3. feb 2014
DIF kårer for tredje gang ’Årets Idrætsforening’. Vinderen får 100.000 kroner.

’Årets Idrætsforening’ er en velfungerende forening, der tager ansvar og skaber gode rammer for både aktive og frivillige. Det er tredje gang, at DIF kårer ’Årets Idrætsforening’, og der vil som de foregående år blive lagt vægt på, at ’Årets Idrætsforening’ understøtter DIF’s politiske mål. ’Årets Idrætsforening’ skal fx have...

... sat frivilligheden højt på dagsordenen.
... skabt fleksible tilbud, der tiltrækker især voksne og teenagere.
... skabt forståelse for idrættens samfundsmæssige ansvar.
... styrket mangfoldigheden ved fx at optage nye idrætsformer eller organiseret sig på en ny måde.

Foruden æren modtager ’Årets Idrætsforening’ 100.000 kroner, som skal bruges på et nyt initiativ i foreningen, der kommer foreningens frivillige til gode.

Kandidater til ’Årets Idrætsforening’ indstilles af et specialforbund senest 14. marts kl. 12.00 til DIF-konsulent Anne Birgitte Madsen på abm@dif.dk. På baggrund af indstillingerne, der makismalt må fylde en side, nominerer DIF’s administration fem foreninger. Det er DIF’s bestyrelse, der udpeger den endelige vinder på DIF’s årsmøde 3. maj 2014.

I 2012 løb Vestsjællands Vollyballklub med titlen for deres store skolesamarbejde, mens prisen i 2013 gik til Århus Klatreklub, som på kort tid havde formået at få mange medlemmer og frivillige engageret i sporten samt skabt nye aktiviteter.