Skolekonference: ”Vi gider ikke røv til bænk”

Skal eleverne hinke syvtabellen eller dyrke idræt med intensitet? Det var et af spørgsmålene på DIF’s skolekonference, der havde fokus på, hvordan man får 45 minutters motion og bevægelse ind på skoleskemaet.
27. jan 2014
Skal eleverne hinke syvtabellen eller dyrke idræt med intensitet? Det var et af spørgsmålene på DIF’s skolekonference, der havde fokus på, hvordan man får 45 minutters motion og bevægelse ind på skoleskemaet.

”Vi gider ikke røv til bænk”, sagde den 16-årige formand for Danske Skoleelever, Agnete Vienberg Hansen, fra talerstolen, da DIF afholdt konferencen ’Verdens mest aktive folkeskole’ i Odense 27. januar. Omkring 250 deltagere havde trodset snestormen og sat hinanden stævne til debat om, hvordan danske folkeskoleelever efter sommerferien får 45 minutters motion og bevægelse ind på skoleskemaet.  Og Agnete Vienberg Hansen var klar i mælet i paneldebatten på konferencen:

”Vi gider ikke røv til bænk. Vi sidder altid passivt og lytter til lærerne, som fortæller os, hvordan verden ser ud. Det gider vi ikke hele tiden. Og det bliver der forhåbentlig lavet om på med den nye folkeskolereform. Jeg synes både, at det er smukt og fedt, at vi forhåbentlig kommer til at røre os mere efter sommerferien.”

Poul Broberg, der er idrætspolitisk chef i DIF, var i store træk på linje med den unge formand for Danske Skoleelever, når snakken gik på aktiv deltagelse frem for passiv lytten.

”I DIF ønsker vi motion og bevægelse integreret i undervisningen.  Men jeg vil advare mod fri leg, for det er ikke nok at rejse sig op og sætte sig ned igen. Der skal være intensitet, hvis vi vil skabe resultater. Og eleverne skal have pulsen op. Den nyeste forskning viser nemlig, at intensitet i den fysiske aktivitet skaber bedre indlæring hos eleverne. Og det er bedre indlæring, som er målet, sagde Poul Broberg.

Poul Broberg fortsatte med et konkret eksempel, som alle skoler kan tage til sig:

”I DIF har vi i nogle år afholdt Skole OL.  Det er et koncept, som vi har store forventninger til med den nye skolereform. For Skole OL er fysisk aktivitet, hvor børnene dyster mod hinanden i atletikkens discipliner. Men Skole OL kan også overføres til eksempelvis historie- matematik- og samfundsfagstimerne.  På den måde integreres motion og bevægelse i andre fag, og skoledagen får en rød tråd.”

Læs mere om konferencen på Facebooksiden ’Verdens meste aktive folkeskole’ eller kontakt DIF-konsulent, Martin Borch, mbo@dif.dk.