Appelinstans omstøder badmintondom

DIF-idrættens Højeste Appelinstans har i dag afgjort, at Vendsyssel Elite Badminton får tilbageført tre point fra Eric Pang-sagen og derfor indtræder i medaljeslutspillet.
17. jan 2014
DIF-idrættens Højeste Appelinstans har i dag afgjort, at Vendsyssel Elite Badminton får tilbageført tre point fra Eric Pang-sagen og derfor indtræder i medaljeslutspillet.
Kampens oprindelige resultat står ved magt, og det var forkert at afvikle en omkamp. Sådan lyder kendelsen fredag fra DIF-idrættens Højeste Appelinstans i sagen om badmintonspilleren Eric Pang fra klubben Vendsyssel Elite Badminton.

Kendelsen betyder, at Vendsyssel Elite Badminton får tilført tre point og indtræder i medaljeslutspillet, som starter i næste uge.

Sagen startede den 7. november 2013, hvor Vendsyssel Elite Badminton vinder 4-2 over Højbjerg i den danske badmintonliga. Undervejs i kampen bruger Vendsyssel Elite Badminton den hollandskfødte, men dansk bosatte Eric Pang som dansk spiller efter at have fået godkendelse til dette af Badminton Danmark.

Efterfølgende protesterer Højbjerg over Vendsyssel Elite Badmintons brug af Eric Pang som dansker, da de kan påvise, at Eric Pang ikke har haft bopæl i Danmark i fem år, som er kravet for at blive betragtet som dansk spiller.

Dermed har Vendsyssel Elite Badminton brugt fire udlændinge i kampen, hvilket ikke er lovligt ifølge Badminton Danmarks regelsæt, der kun tillader at bruge tre. Det får Badminton Danmark til at kigge på sagen, og her erkender forbundet, at Eric Pang ikke kunne betragtes som dansker før den 7. januar, og de dikterer derfor resultatet af kampen den 7. november for ugyldigt og erklærer omkamp mellem Vendsyssel Elite Badminton og Højbjerg – en kamp Vendsyssel Elite Badminton udebliver fra.

Siden da har Højbjerg over to omgange fået medhold i den beslutning hos to instanser i Badminton Danmark, indtil DIF-idrættens Højeste Appelinstans fredag omstødte Badminton Danmarks beslutning og tilbageførte de tre point til Vendsyssel Elite Badminton.