Lene Nielsen bliver dansk fanebærer ved vinter-OL

Det bliver curlingskipper Lene Nielsen, der får den store ære at bære Dannebrog i spidsen for det danske OL-hold til åbningen af vinter-OL i Sochi 7. februar 2014.
14. jan 2014
Det bliver curlingskipper Lene Nielsen, der får den store ære at bære Dannebrog i spidsen for det danske OL-hold til åbningen af vinter-OL i Sochi 7. februar 2014.
En fanebærer er repræsentant for de danske OL-atleter. Det er en person, som går forrest, er rollemodel og har erfaring og overskud.

”Lene Nielsen er en stærk ambassadør for det danske OL-hold, og som skipper er Lene den, der går forrest. Lene er en dedikeret, seriøs og målbevidst sportskvinde, der har gennemgået en stor udvikling siden hun var med ved OL første gang i 2006. Sammen med Maria, Jeanne, Helle og Mette rejser Lene til OL med et rigtig spændende potentiale - senest vist ved EM i Norge i december hvor det blev til en 4. plads,” siger DIF’s OL-chef Morten Rodtwitt, der er chef de mission for OL-holdet.
 
Lene Nielsen blev meget glad, da hun for nylig blev ringet op af Morten om at hun var udset til at være fanebærer.
 
”Da jeg blev bedt om at være fanebærer var det første jeg tænkte, at det bliver en fantastisk oplevelse! Det er virkelig stort og en ære at få lov at bære Dannebrog ind til åbningen af OL. Det er noget, som tilfalder de færreste. Jeg føler mig utroligt privilegeret og heldig at jeg får lov at opleve det. Mit hold har opfyldt et stort mål ved at kvalificere sig til dette OL – det er noget vi har arbejdet hårdt og målrettet på de seneste 3 år,” siger Lene Nielsen.
 
Fanebæreren blev i dag offentliggjort ved et olympisk arrangement i Hvidovre Curlinghal med deltagelse af det danske OL-hold, der skal i ilden ved vinter-OL, som begynder 7. februar 2014.
 
Fakta om Lene Nielsen
Skipper på Team Lene Nielsen. 27 år. Spiller i Hvidovre Curling Club. Hun er cand. merc. jur. fra CBS og arbejder som Junior Underwriter for RiskPoint A/S. Lene var med ved OL i Torino i 2006, hvor det blev til en delt 8. plads, og begyndte at spille curling i 1998 som 11-årig.