Appelinstansen stadfæster DHF-afgørelse

To spillere var ikke spilleberettigede for modstanderholdet og så vandt Hadsten SK en kamp de ellers tabte på banen i kvindernes landspokalturnering.
10. dec 2013
To spillere var ikke spilleberettigede for modstanderholdet og så vandt Hadsten SK en kamp de ellers tabte på banen i kvindernes landspokalturnering.

DIF-idrættens Højeste Appelinstans (Appelinstansen) har i går stadfæstet DHF's Appeludvalgs kendelse af 21. oktober 2013 i sagen mellem Team Tvis Holstebro (TTH) og Dansk Håndbold Forbund.

Dermed er det endeligt afgjort, at TTH benyttede to ikke spilleberettigede spillere i ottendedelsfinalen i damernes landspokalturnering mod Hadsten SK 1. september 2013, og at TTH derfor skulle taberdømmes i kampen, som ellers blev vundet 34-20.

Appelinstansen har med kendelsen fastslået, at det er det klare udgangspunkt efter reglerne i DHF's kontraktreglement, at en håndboldspiller, der skal spille som kontraktspiller i en klub under DHF, skal have sin kontrakt godkendt af forbundet, før spilleren er spilleberettiget. Det er klubbernes ansvar at sikre, at reglerne overholdes.

Hadsten SK tabte den efterfølgende kvartfinalekamp 1. november 2013 imod Vejen EH.  Finalen i landspokalturneringen er programsat til 28. december 2013 og skal spilles mellem Viborg HK og FC Midtjylland.