Derfor forbyder vi spil på egen sejr

I DIF-idrætten har vi indført en regel om, at man ikke må spille penge på sejr i egne kampe. Mange har spurgt os om, hvorfor man ikke må det. Jeg forklarer gerne, hvorfor det giver god mening med det forbud.

For nylig gennemførte vi en stor befolkningsundersøgelse, som viser, at halvdelen af danskerne mener, at idrætsudøvere ikke må spille penge på egen sejr.

Undersøgelsen viser også, at 23 % mener det bør være tilladt. Resten ved det ikke eller forholder sig neutralt. Hos idrættens trænere og ledere er det lidt flere (34 %), der mener, at udøverne gerne må spille penge på egen sejr. Måske fordi de vurderer, at det blot er med til at øge motivationen for at vinde en kamp, hvis udøveren selv har penge på spil.

Befolkningsundersøgelsen viser samtidig, at 80 % mener, at matchfixing er en trussel mod fair play i idrætten og idrættens troværdighed. Blot 1,7 % er uenige, og resten er neutrale eller ”ved ikke”.

Spil på nederlag og uafgjort i egen kamp – og altså også sejr i egen kamp – er forbudt. Det fremgår af de regler, som vi i DIF-idrætten vedtog tidligere på året. Reglerne gælder alle udøvere, trænere, ledere og dommere i DIF’s 61 specialforbund og 9.300 foreninger.

I regelsættet er spil på egne kampe ikke defineret som matchfixing, men som ”tilsvarende uetisk adfærd” og kan ligesom matchfixing sanktioneres med udelukkelse fra al DIF-idræt og/eller bøde.

Der er gode grunde til, at spil på egen sejr er forbudt. Der kan opstå interessekonflikter, hvis en idrætsudøver har sat penge på et bestemt resultat – fx 2-0 til eget hold. Det resultat, der spilles på, er ikke nødvendigvis det mest fordelagtige sportslige resultat. Hvis den pågældende får en friløber to minutter før tid og kan score til 3-0, så brænder han måske med vilje, fordi han i stedet vil score den økonomiske gevinst. Det er ikke fair over for holdkammerater, tilskuere og heller ikke andre hold i samme turnering, da målscoren kan afgøre fordelingen af medaljer, og hvem der rykker ned eller op.

Et andet scenarie er, at spilleren går over stregen og ”accepterer” et rødt kort for at sikre, at hans bet går hjem, selvom holdet havde været bedre tjent med et uafgjort resultat og så ikke skulle undvære spilleren i de næste kampe som følge af karantænen.

Der kan også opstå mistanke om, at udøveren, der har spillet på egen sejr, er stråmand for en på modstanderholdet, der så ikke selv spiller på nederlag i egen kamp.

Hvis kortsigtede økonomiske mål overtrumfer langsigtede sportslige mål, kan det føre til generel mistænkeliggørelse af idrættens aktører.

Spil på egen sejr kan også være første skridt ind på en glidebane, der meget nemt kan føre til langt alvorligere typer af spil, hvor udøvere forsøger at manipulere resultater for at opnå en økonomisk gevinst.

DIF’s nul-tolerance-politik tjener også det formål at skabe retlig klarhed, fordi vi siger, at alt spil på egne kampe, herunder også på sejr, er forbudt. Desuden er der en social dimension. Forbuddet mod spil på egen sejr kan forhåbentlig påvirke spiladfærden og dermed bidrage til at forebygge ludomani.

Det er vigtigt, at udøvere, ledere og trænere kender og har ejerskab til reglerne, og forstår hvorfor reglerne er, som de er. Vi kører i øjeblikket en informationskampagne, som bl.a. kan ses på spilspillet.dk, om matchfixingreglerne, og om hvorfor det i enhver sammenhæng er forbudt at spille på egen sejr.

Befolkningens store opbakning til og forståelse for, at det er forbudt at fixe kampe, skal vi også have til at gælde forbuddet mod spil på egen sejr. Det er vigtigt for at sikre fair play og sportens integritet