Poul-Erik Høyer meget tæt på IOC-medlemskab

Bestyrelsen i IOC har indstillet Poul-Erik Høyer som kandidat til at blive nyt IOC-medlem ved valg i februar 2014. DIF’s formand glæder sig over, at Høyer nu er meget tæt på at komme med i international idrætspolitiks vigtigste organ.
15. dec 2013
Bestyrelsen i IOC har indstillet Poul-Erik Høyer som kandidat til at blive nyt IOC-medlem ved valg i februar 2014. DIF’s formand glæder sig over, at Høyer nu er meget tæt på at komme med i international idrætspolitiks vigtigste organ.

Valget finder sted på IOC’s session 5.-7. februar 2014 forud for vinter-OL i Sochi. Der er et ledigt sæde blandt de pladser i den internationale olympiske komite (IOC), der er reserveret de internationale specialforbund. 48-årige Høyer er nu indstillet af IOC’s Executive Board som eneste kandidat.

”Jeg er meget glad for, at Poul-Erik Høyer nu ser ud til at blive IOC-medlem og dermed får endnu mere idrætspolitisk indflydelse, end han har i forvejen. Det bliver en gevinst for både IOC og badmintonsporten. Poul-Erik er en rigtig dygtig idrætspolitiker med høj troværdighed og et hjerte, der brænder for sport. Det betyder blandt andet, at han gør meget for udbredelse af sport for alle, og at han også er klar til at tage kampen op mod eksempelvis matchfixing,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.

Thomas Bach, der har været IOC-præsident siden september 2013, annoncerede i går indstillingen af Poul-Erik Høyer til valg på IOC’s 126. session om under to måneder.

”Det er et enormt skulderklap til Poul-Erik Høyer, at tilliden til ham i toppen af international idræt er så stor, som den er. Det er gået stærkt, siden han for lidt over et halvt år siden blev præsident for det internationale badmintonforbund, men forinden havde han flere succesrige år i spidsen for det europæiske badmintonforbund. At Poul-Erik har vundet OL-guld er også en ganske stor fordel, når man er seriøst på tale til IOC,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.

Poul-Erik Høyer blev i maj 2013 valgt til formand for det internationale badmintonforbund, BWF, og det var en milepæl for DIF’s internationale arbejde:

”I DIF arbejder vi med en målrettet satsning for at få danskere valgt til idrættens internationale poster. Vi ønsker at være med hvor beslutningerne tages og præge den globale idrætsudvikling – også med tanke på de danske og nordiske værdier. DIF giver derfor rådgivning og lobbystøtte til danske idrætsledere med internationale ambitioner og har et tilbud om en international uddannelse sammen med kandidater fra øvrige skandinaviske lande,” siger Niels Nygaard.

Bliver Høyer valgt, vil der i IOC være to danskere på samme tid, og det vil være første gang i historien, det sker. Kronprins Frederik er nuværende medlem, valgt i oktober 2009.

Fakta om Poul-Erik Høyer:
Født 20. september 1965
Vandt OL-guld i 1996, All England 1995 og 1996, EM-guld i 1992, 1994 og 1996 og en lang række Danish Open- og DM-titler.
2005-2013: Medlem af DIF’s bestyrelse som repræsentant for aktivkomitéen
2007-2009: Marketingsdirektør for Nordsjælland Håndbold
2007-2010: Næstformand i Danmarks Badminton Forbund
2010-2013: Præsident for det europæiske badmintonforbund
2010-nu: Medlem af byrådet i Gribskov Kommune for Venstre
2013-nu: Præsident for det internationale badmintonforbund

Yderligere kommentarer:
DIF’s formand Niels Nygaard, mobil 20 73 71 12.