John ’Piskeriset’ Petersson valgt til Den Internationale Paralympiske Komité

Den tidligere paralympiske guldvinder i svømning, John ’Piskeriset’ Petersson, er valgt til bestyrelsen i IPC, der er handicapidrættens svar på IOC.
26. nov 2013
Den tidligere paralympiske guldvinder i svømning, John ’Piskeriset’ Petersson, er valgt til bestyrelsen i IPC, der er handicapidrættens svar på IOC.

John Petersson, der også er næstformand i Dansk Handicap Idræts-Forbund og præsident for den Europæiske Paralympiske Komité, fik femte flest stemmer af de 24 kandidater til bestyrelsen i Den Internationale Paralympiske Komité.

John Petersson glæder sig over valget og tror på, at den internationale idrætspolitiske verden kan have stor gavn af vores nordiske traditioner:
”Jeg stillede op til IPC’s bestyrelse, fordi den internationale idrætsverden interesserer mig rigtig meget. Samtidigt synes jeg, at det er vigtigt at sikre en udbredelse af den demokratiske model, som dansk og nordisk idrætspolitik bygger på.”

John Petersson vil desuden arbejde for en styrket udvikling af idræt for mennesker med funktionsnedsættelse:
”Med den baggrund og erfaring, jeg har opbygget via mit professionelle erhverv som revisor og rådgiver, vil jeg endvidere gerne sikre good governance i den idrætspolitiske verden, herunder i Den Internationale Paralympiske Komité. Jeg har desuden i min position som præsident for Den Europæiske Paralympiske Komite og som formand for IPC's Region Council konstateret, at udvikling af idræt for funktionshæmmede sker på mange forskellige niveauer i regionerne og i Europa. Jeg vil gerne arbejde for, at udviklingen af idræt for funktionshæmmede sker i et tempo, hvor alle nationer kan være med,” siger John Petersson.

Om John Petersson
John Petersson deltog for første gang ved De Paralympiske Lege i 1984 og sluttede karrieren ved De Paralympiske Lege i Sydney i 2000. Det var under legene i 1988, at han af en journalist fik kælenavnet ’Piskeriset’, der har holdt ved siden. John Petersson vandt i alt 15 paralympiske medaljer i sin karriere; seks guld, to sølv og syv bronze. John Petersson har været medlem af Dansk Handicap Idræts-Forbunds bestyrelse siden 2000.