Bedstemor skal spille håndbold

Dansk Håndbold Forbund udvikler nyt træningskoncept for ældre.
20. nov 2013
Dansk Håndbold Forbund udvikler nyt træningskoncept for ældre.
Alder skal ikke være nogen hindring for at finde knæbindet frem, smøre fingrene ind i harpiks og gå i gang med at kaste med en håndbold.

Derfor har Dansk Håndbold Forbund videreudviklet på deres træningskoncept Håndboldfitness, der er et udviklingsprojekt støttet af DIF, og skabt et nyt koncept kaldet Senior-Håndboldfitness.

Det nyudviklede træningskoncept er målrettet og tilpasset håndboldglade mennesker i aldersgruppen 60-80 år, hvilket betyder, at de fysiske træningsøvelser i Senior-Håndboldfitness er skræddersyet til den ældre målgruppe, mens der samtidig også lægges stor vægt på det sociale samvær.

”Udgangspunkter for Senior-Håndboldfitness er, at alle skal kunne være med, at det skal være sjovt og socialt, der skal være bevægelse, og det skal være en god oplevelse,” siger Lars Brønserud, Dansk Håndbold Forbunds projektleder for Senior-Håndboldfitness.

Senior-Håndboldfitness har allerede set dagens lys i enkelte foreninger, og du kan læse mere om, hvordan netop din forening kan komme i gang med Senior-Håndboldfitness, her.