Skoleelever med sved på panden husker bedre

DIF har afsat to millioner til forsøgsprojekter i forbindelse med den nye skolereform, hvor folkeskoleelever dagligt skal være fysisk aktive i 45 minutter. Ny forskning viser, at fysisk aktivitet styrker hukommelsen.
14. okt 2013
DIF har afsat to millioner til forsøgsprojekter i forbindelse med den nye skolereform, hvor folkeskoleelever dagligt skal være fysisk aktive i 45 minutter. Ny forskning viser, at fysisk aktivitet styrker hukommelsen.

’Hvis et barn går ud fra timen og er aktiv med høj puls, vil eleven en uge senere være bedre til at løse den samme opgave end sidekammeraten, som brugte frikvarteret på at se tegnefilm,’ skriver Politiken. Og påstanden bygger på ny forskning fra Købehavns Universitet.

3. og 4. klasse på Bellahøj Skole har deltaget i forsøg, hvor en gruppe elever skulle dyrke løb og hockey med høj intensivitet i 15 minutter, mens en anden gruppe elever skulle sidde stille og se tegnefilm i 15 minutter. Resultatet en uge senere vidste bedre hukommelse hos den gruppe, der havde været fysisk aktiv.

Der er ikke noget nyt i, at fysisk aktivitet styrker indlæringen hos skolebørn. Det er kendt fra blandt andet et større forskningsprojekt i Svendborg Kommune. Det nye ved forsøget på Bellahøj Skole er, at man fandt ud af, at det er særlig effektivt at dyrke motion lige efter timen.

Placeringen af den fysiske aktivitet er væsentlig viden, når dagligdagen for folkeskoleeleverne skal struktureres med den nye skolereform. I øjeblikket arbejder DIF med konkrete forslag til, hvordan en mere fysisk skoledag kan forme sig, så der kommer kvalitet i den fysiske aktivitet – eventuelt via hjælp fra de lokale foreninger.