Det danske OL-hold skal til Tokyo i 2020

De olympiske lege i 2020 skal afholdes i Tokyo. Det er en kendsgerning, efter IOC har valgt den japanske hovedstad som vært for verdens største sportsbegivenhed foran de to øvrige kandidatbyer Istanbul og Madrid.
7. sep 2013
De olympiske lege i 2020 skal afholdes i Tokyo. Det er en kendsgerning, efter IOC har valgt den japanske hovedstad som vært for verdens største sportsbegivenhed foran de to øvrige kandidatbyer Istanbul og Madrid.

Det var på forhånd vurderet til at blive tæt løb mellem OL-kandidatbyerne. Mange havde dog Tokyo som en lille favorit til at vinde værtskabet, her iblandt DIF’s formand Niels Nygaard. Han er i Buenos Aires for at følge IOC-sessionen og siger om det netop offentliggjorte valg af OL-by 2020:
 
”Afgørende for at Tokyo blev valgt som OL-værtsby var en kombination af økonomisk og politisk stabilitet og et kompakt og bynært setup for afviklingen af de olympiske konkurrencer. Tokyo leverede også en flot præsentation i dag over for IOC, som måske har flyttet enkelte stemmer. Stemmetallene tyder dog på, at Tokyo under alle omstændigheder stod til at vinde.”
 
I dagens første afstemningsrunde blev Madrid elimineret. I finalen fik Tokyo 60 stemmer og Istanbul 36 stemmer.
 
”Det var på mange måder en fordel for Danmark ved OL i London, at det jo nærmest foregik i vores baghave og med kun en times tidsforskel. Vi må se i øjnene, at tidsforskellen til Tokyo kommer til at betyde et lille minus for både de danske atleter og tv-seere. Det opvejes dog af, at vi kan forvente en meget flot afvikling af de enkelte idrætter,” slutter Niels Nygaard.
 
Tokyo har tidligere været vært for OL (1964). Dengang vandt Danmark 2 guld, 1 sølv og 3 bronze.
 
I øvrigt kan nævnes, at på IOC-sessionen i København i oktober 2009 var Tokyo også kandidat – dengang til værtskabet for OL 2016. Tokyo blev nr. tre i afstemningen foran Chicago. Rio vandt, og Madrid blev nr. 2.
 
Det er medlemmerne i IOC, der vælger OL-værtsbyen.
 
I morgen søndag tager IOC stilling til om squash, brydning eller baseball/softball skal være den 28. idrætsgren på sportsprogrammet ved OL 2020 og 2024. Tirsdag den 10. september skal der vælges ny IOC-præsident efter Jacques Rogge, og her stiller seks kandidater op. Den 125. IOC-session slutter tirsdag.
 
Yderligere kommentarer
DIF-formand Niels Nygaard, mobil 20 73 71 12.
Bemærk tidsforskel til Buenos Aires på -5 timer.