Ti curlingspillere udtaget til vinter-OL

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har netop udtaget de to curlinghold, der skal til OL i Sochi i februar 2014. OL-målsætningen for holdene er top 5 for herrerne og top 6 for kvinderne.
24. aug 2013
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har netop udtaget de to curlinghold, der skal til OL i Sochi i februar 2014. OL-målsætningen for holdene er top 5 for herrerne og top 6 for kvinderne.

Spillerne på de to hold, som DIF’s bestyrelse (Danmarks Olympiske Komite) har udtaget til OL, er identiske med spillerne, der sikrede den danske OL-kvalifikation ved VM i 2013. Udtagelsen sker på baggrund af en indstilling fra Dansk Curling Forbund.

Kvalifikationskravet for at få dansk curling med til vinterlegene var en placering i top-7 på OL-kvalifikationsranglisten efter VM 2012 og 2013. Det lykkedes for begge hold.

De OL-udtagne spillere er:

Rasmus Stjerne (skipper), Mikkel Adrup Poulsen, Johnny Frederiksen, Troels Harry, Lars Vilandt (reserve).
James Dryburgh er træner.

Samlet placering på OL-kvalifikationsranglisten efter VM 2013: Nr. 5 med 15 point (VM 2012 nr. 7 og VM 2013 nr. 4)

Lene Nielsen (skipper), Helle Nordfred Simonsen, Jeanne Ellegaard, Maria Poulsen, Mette de Neergaard (reserve). Gert Larsen er træner.

Samlet placering på OL-kvalifikationsranglisten efter VM 2013: Nr. 7 med 10 point (VM 2012 nr. 8 og VM 2013 nr. 8)


Den sportslige målsætning

DIF, Dansk Curling Forbund og Team Danmark har sammen opstillet en OL-resultatmålsætning. Den lyder på en placering i top 5 for herrerne og i top 6 for kvinderne.

Med mindre end et halvt år til vinterlegene går OL-forberedelserne for Team Lene Nielsen og Team Rasmus Stjerne ind i sin afgørende fase:

”Allerførst tillykke med OL-udtagelsen til alle 10 spillere – vi er meget glade for at have begge curlinghold på OL-holdet. DIF og Team Danmark er i tæt dialog med curlingforbundet for at skabe optimale betingelser for holdene både på og uden for banen, så de kan levere deres allerbedste på OL-isen. Den sportslige OL-målsætning om at komme i top 5 for herrerne og top 6 for kvinderne skal især ses på baggrund af holdenes resultater ved VM i foråret. EM i Stavanger i slutningen af november kommer til at give yderligere et fingerpeg om holdenes form og resultatpotentiale ved OL,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s leder af det danske OL-hold, såkaldt chef de mission.

I den olympiske curlingturnering møder alle hold hinanden. Følgende lande er OL-klar:

Kvinder: Sverige, Skotland (verdensmester 2013), Schweiz, Canada, USA, Rusland (vært), Danmark, Korea. De to sidste hold findes ved en OL-kvalturneringen i december.

Herrer: Canada, Sverige (verdensmester 2013), Skotland, Norge, Danmark, Kina, Schweiz, Rusland (vært). De to sidste hold findes ved en OL-kvalturnering i december.

Vinter-OL er fra 7.-23. februar 2014. Curlingturneringen begynder mandag den 10. februar.

Ved OL i Vancouver blev kvinderne nr. 5 (næstbedste danske OL-resultat nogensinde), mens herrerne blev nr. 8.

På holdet til OL 2014 er tre spillere gengangere fra OL 2010, nemlig Johnny Frederiksen, Mikkel Poulsen og Lars Vilandt. På kvindesiden er skipper Lene Nielsen og Maria Poulsen de eneste med OL-erfaring. De var med ved OL i Torino 2006.

De to curlinghold er p.t. de eneste danskere, der er OL-klar.

I næste måned kan det danske OL-hold vokse med 1-2 kunstskøjteløbere, hvis alt går vel. Ved Nebelhorn Trophy i Tyskland fra 25.-28. september 2013 deltager de to kunstskøjteløbere Anita Madsen og Justus Strid. Der er seks OL-pladser at kæmpe om for både kvinder og mænd i den turnering, og det er sidste OL-chance for de to skøjteløbere.

Yderligere oplysninger fås hos DIF’s chef de mission Morten Rodtwitt, mobil 29 37 09 16