Matchfixingbesøg i 100 klubber

DBU tager på besøg i 100 af de højest rangerede klubber i Danmark for at orientere om matchfixing og det ulovlige i at spille på egne kampe.
31. jul 2013
DBU tager på besøg i 100 af de højest rangerede klubber i Danmark for at orientere om matchfixing og det ulovlige i at spille på egne kampe.
DIF vedtog tidligere i år et nyt lovkatalog på matchfixingområdet. Her blev det understreget, at det er forbudt at spille på egne kampe – også at spille på sejr. Det bliver vurderet som uetisk adfærd, men det budskab har ikke været lige nemt at komme af med, da en del spillere og trænere fortsat tror, at de gerne må spille på egne kampe.

For at komme tvivlen til livs, gennemfører DBU en ny matchfixingkampagne henvendt mod unionens 1.600 fodboldklubber. Kampagnen indebærer blandt andet, at samtlige klubber i DBU’s topturneringer - Superligaen, NordicBet Ligaen, 2. Division, Danmarksserien, reserveholdsturneringen, U19- og U17-turneringerne samt 3F Ligaen og pigernes U18-turnering - vil få personligt besøg.

Klubbesøgene vil blive gennemført af konsulentvirksomheden SOF Security på baggrund at oplæg af DBU’s egen sikkerhedschef, Henrik Kjær Jensen.

På kampagnesitet dbu.dk/matchfixing vil alle spillere og ledere kunne orientere sig ved at se eksempler på uetisk adfærd og matchfixing.