Flot guld ved ungdoms-OL

Danmarks håndboldpiger har overraskende vundet guld ved ungdoms-OL i Holland. Dermed sættes der et suverænt punktum for den danske indsats ved EYOF-arrangementet i Utrecht. SE fantastiske web-tv-billeder i denne nyhed.
20. jul 2013
Danmarks håndboldpiger har overraskende vundet guld ved ungdoms-OL i Holland. Dermed sættes der et suverænt punktum for den danske indsats ved EYOF-arrangementet i Utrecht. SE fantastiske web-tv-billeder i denne nyhed.

Bedre afslutning fåes næppe. European Youth Olympic Festival - også kaldet for det europæiske ungdoms-OL - sluttede i dag på suveræn vis, da de danske U17-piger i håndbold vandt guld.

Triumfen blev sikret efter en finalesejr på 29-22 over Ruland, og det må betegnes som en positiv overraskelse af de store, at de unge håndboldpiger, som stort set ikke har spillet sammen tidligere, var i stand til at vinde Danmarks eneste guldmedalje ved legene i Utrecht.

"Det er helt ekstremt flot, og stemningen er fantastisk hernede," siger DIF's chef de mission, Nils Henrik Stene.

Med dagens guldhøst lander Danmark på i alt fire medaljer ved ungdoms-OL, hvilket Nils Henrik Stene betegner som glimrende.

"Håndboldsejren var selvfølgelig prikken over i'et, men generelt må jeg sige, at vi er meget tilfredse med alle vores talenters præstationer. Vores trup var ikke så stor, som den plejer at være, og derfor er fire medaljer bestemt godkendt. Og måske vigtigst af alt har alle vores atleter vist en enorm selvdisciplin og styrke, som lover utroligt godt for fremtiden. Selvom der selvfølgelig er tale om meget unge mennesker, så er jeg sikker på, at flere af dem har muligheden for at blive kommende danske idrætsstjerner."

Danmarks medaljehøst kunne måske have været endnu større, hvis ikke atletikkometen Kristoffer Hari var blevet skadet kort før start.

"Det var selvfølgelig meget surt, at han blev det, men så var det ekstra positivt, at andre kunne tage over på atletikstadion," siger Nils Henrik Stene med henvisning til de to 400-meter-løbere Benjamin Lobo Vedel og Anne Sofie Kirkegaard, der vandt henholdsvis sølv og bronze.

Danmarks fjerde og sidste medalje tegnede enkeltstartrytteren Pernille Mathiesen sig for.

Se fantastiske jubelscener i dette on-sport-indslag

Medaljetagere:
Guld: U17-pigerne i håndbold

Sølv:
Benjamin Lobo Vedel, atletik (400 meter løb)
Pernille Mathiesen, cykelsport (enkeltstart)

Bronze:
Anne Sofie Kirkegaard, atletik (400 meter løb)