Skade får Hari til at trække sig fra 100 meter

Danmarks sprintertalent, Kristoffer Hari, har netop meddelt, at han ikke stiller til start på den korte sprinterdistance ved European Youth Olympic Games, der løbes i dag.
15. jul 2013
Danmarks sprintertalent, Kristoffer Hari, har netop meddelt, at han ikke stiller til start på den korte sprinterdistance ved European Youth Olympic Games, der løbes i dag.

Når startskuddene til de indledende løb på 100 meter-distancen ved European Youth Olympic Games lyder i eftermiddag, bliver det uden dansk deltagelse. På grund af en fibersprængning i baglåret har Danmarks sprintertalent, Kristoffer Hari, netop meddelt, at han trækker sig.

Det er blot få måneder siden, at 15-årige Kristoffer Hari kom på alles læber, da han med tiden 10,53 sek. satte ny juniorrekord på 100 meter-distancen. I juni i år slog han sin egen rekord ved at tilbagelægge de 100 meter på 10,37 sek. Derfor har forventningerne til Kristoffer Haris deltagelse ved European Youth Olympic Games, der netop nu bliver afholdt i Utrecht i Holland, også været tårnhøje. Men nu er det altså en realitet, at sprintertalentet ikke stiller til start, når de indledende løb skydes i gang i eftermiddag.

”Kristoffer var til den officielle træning i går, da han pludselig fik en fibersprængning i baglåret. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der gik galt. Der var en fin temperatur, han havde varmet ordentligt op og alt var optimalt,” lyder meldingen fra Kristoffer Haris far, Stefan Hari, der er med i Utrecht som træner.

På trods af behandlinger både i går aftes og her til morgen har Kristoffer Hari stadig smerter og i samråd med sin far og træner, Stefan Hari, og sin fysioterapeut besluttede han derfor for kort tid siden at trække sig fra 100 meter.

”Kristoffer er selvfølgelig mentalt nede lige nu. Det er det største stævne, han har deltaget i, og han var klar til at kæmpe med om en guldmedalje. Men som det ser ud lige nu, kan han ikke løbe,” forklarer Stefan Hari.

Foruden 100 meter er Kristoffer Hari også tilmeldt 200 meter-distancen, der skal løbes på onsdag. Ifølge Stefan Hari er det dog endnu for tidligt at vurdere, om sprintertalentet når at blive klar.

”Lige nu tager vi bare ét skridt af gangen, og så håber vi på mirakler i løbet af de næste par dage.”

For yderligere oplysninger kan Chef de Mission, Nils Henrik Stene, kontaktes på tlf.: 51 92 08 51