Idrætten skal rumme børn med ADHD og autisme

ADHD-ramte børn har ofte svært ved at fungere i det almindelige idrætsliv. Og det er ualmindeligt ærgerligt, lyder en af konklusionerne i en ny bog 'Idræt flytter grænser', som Handicappens Videnscenter netop har udgivet.

For ligesom hos 'raske' danskere vinder børn og unge med diagnosen ADHD eller autisme en lang række sundhedsmæssige, kropslige og ikke mindst sociale værdier ved at dyrke idræt - blandt andet på foreningsniveau. Barrierne i forhold til at få denne gruppe af børn indlemmet i foreningslivet er mange, men ofte behøver det faktisk ikke at kræve det store, før en idrætsforening kan tage imod et barn med ADHD og autisme. I hvert fald ikke for den gruppe som i bogen defineres som 'højt fungerende børn' med ADHD eller autisme. Børn som nok har udfordringer i dagligdagen, men ikke i så voldsom grad, at de umuligt kan fungere socialt i eksempelvis idrætsforeningerne.

"For gruppen af 'højtfungerende børn med ADHD eller autisme' gælder det ofte, at en simpel snak mellem eksempelvis forældre og træner kan føre meget godt med sig. Lidt oplysning om barnets udfordringer kan ofte være nok," slår forfatteren bag bogen, Anette Bentholm, fast. Hun påpeger, at nogle idrætsforeninger formentlig har en vis berøringsangst over for børn med ADHD og autisme.

"Mange danskere - og dermed sikkert også idrætsledere - har et billede af, at alle børn med ADHD og autisme er nogle meget vilde typer, der konstant hænger i gardinerne. Og har man det billede, kan jeg godt forstå, at man ikke kan overskue disse børn på et idrætshold. Men hvis man i stedet får noget brugbar information, så er det muligt også at byde børn med ADHD velkommen i idrætslivet," siger Anette Bentholm, som understreger, at der nødvendigvis ikke skal store pædagogiske færdigheder til for at kunne håndtere ADHD-ramte børn. Det handler i stedet først og fremmest om empati.

Ikke kun indersidespark
I DIF mener man, at konklusionerne i bogen 'Idræt flytter grænser' falder fint i tråd med DIF's bud på en moderne trænerrolle. En trænerrolle, som helst skal kunne rumme mange typer af unge mennesker.

"Det er vigtigt, at trænere udvider deres horisont og ikke kun går op i indersidespark og flotte vejrmøller," siger DIF-konsulent Helle Carlsen, som især arbejder med idræt for børn og unge. Hun erkender, at unge mennesker, der måske lider af ADHD, muligvis vil give panderynker hos nogle trænere, der skal forsøge at styre 20 unger på et hold. Men hun opfordrer alligevel ungdomstrænerne til at strække sig langt.

"Som udgangspunkt skal vi i idrætten forsøge at være så rummelige som muligt og tage imod alle personer - også dem, som måske har lidt udfordringer. Selvfølgelig kan vi ikke pålægge en ungdomstræner at være hverken psykolog eller pædagog, men man kan godt opfordre trænerne til at være så åbne som muligt."

En idrætsgren som skydning har i mange år været nævnt som værende god, hvis man lider af ADHD, fordi man tvinges til at koncentrere sig, og fordi sporten til en vis grad er individuel. Dansk Skytte Union har i flere omgange haft fokus på børn med ADHD, og på sigt satser man på at etablere et projekt, der skal indlemme ADHD-børn endnu mere i klubberne.

"Vi er glade for, at skydning er en sportsgren, der egner sig godt til folk med forskellige udfordringer i livet. Derfor vil vi også forsøge at uddanne vores frivillige ledere til at kunne tage endnu bedre hånd om børn med forskellige problemer som ADHD," siger Tommy Sørensen, generalsekretær i Dansk Skytte Union.

Historien er fra det seneste nummer af Idrætsliv - læs det her.