DIF jubler over fremtidens folkeskole

Mindst tre kvarters idræt om dagen til alle elever er en fantastisk nyhed. Danmarks Idrætsforbund (DIF) er klar til at støtte skolerne med at sikre det bedst mulige indhold i idrætstimerne og andre faglige sammenhænge i folkeskolen, hvor DIF-idrætten kan bidrage.
7. jun 2013
Mindst tre kvarters idræt om dagen til alle elever er en fantastisk nyhed. Danmarks Idrætsforbund (DIF) er klar til at støtte skolerne med at sikre det bedst mulige indhold i idrætstimerne og andre faglige sammenhænge i folkeskolen, hvor DIF-idrætten kan bidrage.
”Forliget om en reform af folkeskolen peger i den helt rigtige retning med en klar opprioritering af idræt og fysisk aktivitet. Det er et længe næret ønske i idrætsdanmark, som nu går i opfyldelse. Mindst tre kvarters idræt om dagen til alle elever er et fantastisk godt tiltag,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.

DIF’s formand understreger, at de nye tiltag skal have høj kvalitet. Idrætslærerne skal efteruddannes, og kvaliteten i idrætsundervisningen skal højnes. Undervisningen i idræt skal være inkluderende og børnene skal opleve et meget bredere og mere mangfoldigt idrætstilbud. Det kræver et tæt samarbejde mellem skoler og idrætsforeninger, og her vil DIF gerne byde ind.

”Den nye åbne skole lægger op til et samarbejde med det lokale foreningsliv. I DIF-idrætten vil vi aktivt gå ind og støtte skolerne og foreningerne med at sikre det bedst mulige indhold i både idrætstimerne og andre fagsammenhænge, hvor vi kan bidrage.”

”Vi har i mange år i DIF talt for at få mere idræt og fysisk aktivitet ind i skoleelevernes hverdag. Til gavn for børnenes trivsel og fordi forskning viser, at fysisk aktivitet har positiv effekt på børnenes indlæring.”

”Samtidig vil en skoledag med mere idræt og fysisk aktivitet også omfatte den gruppe af børn, som vi i dag ikke når via idrætsforeningerne og på den måde kunne bidrage til at give børnene gode idrætsvaner for resten af livet,” siger Niels Nygaard.

Partierne har i løbet af forhandlingerne anerkendt idrættens betydning i bestræbelserne for at skabe en bedre folkeskole. DIF opfordrer til at aftalens dele træder hurtigt i kraft.

Yderligere oplysninger fås hos Niels Nygaard, mobil 20 73 71 12.