DIF vil uddanne 2.000 nye trænere

2.000 nye trænere. Det er målet med DIF og foreløbig fem specialforbunds nye (hjælpe)trænerkursus, 1-2-Træner. Kurset skal give nye trænere de fornødne redskaber til at skabe sjove og udfordrende træningstimer. Samtidig skal kurset gøre det sjovere og nemmere for den enkelte træner at være træner.
4. jun 2013
2.000 nye trænere. Det er målet med DIF og foreløbig fem specialforbunds nye (hjælpe)trænerkursus, 1-2-Træner. Kurset skal give nye trænere de fornødne redskaber til at skabe sjove og udfordrende træningstimer. Samtidig skal kurset gøre det sjovere og nemmere for den enkelte træner at være træner.


En undersøgelse fra Idan viser, at 67 procent af trænerne uden kursuserfaring foretrækker korte kurser, og at kurserne skal tage udgangspunkt i trænernes idræt. Kurset må også meget gerne afholdes på hverdagsaftener.

Med den viden har DIF og de fem specialforbund skabt et kursustilbud, som kan afvikles på 2x4 timer og som er bygget op om to kerneelementer i trænergerningen:

Den konkrete idræt, hvor deltagerne får idéer til øvelser
Rollen som træner før, under og efter træning.

”Der er behov for et tilbud som tilgodeser de nye trænere – uanset om de er 14, 34 eller 54 år. Med 1-2-Træner håber vi at gøre det lettere for nye trænere at komme godt fra start – og blive ved”, fortæller Anne Pøhl, leder af DIF Uddannelse.

Gør-det-selv
Med 1-2-Træner tager DIF og forbundene samtidig fat på en ny måde at udvikle trænere. Opbygningen af kurset gør det nemlig muligt for foreningerne selv at afholde 1-2-Træner-kurset.

”Vi har udarbejdet en lærervejledning, som giver en udførlig ”opskrift” på, hvordan man kan undervise i de to moduler. På den måde kan vi klæde den erfarne klubtræner på til selv at afholde kurset i klubben og dermed fjerne nogle af de barrierer, der kan være forbundet med at tage på kursus”, siger Anne Pøhl.

Ifølge Idans uddannelsesundersøgelse fra 2011 har blandt andet kursuslængden og den geografiske placering betydning for villigheden til at deltage i et trænerkursus.

De fem forbund
De fem forbund, som er med i satsningen, er tennis, volleyball, floorball, håndbold, gymnastik og badminton. De første kurser forventes udbudt efter sommerferien, hvor klubberne også kan rekvirere den samlede kursuspakke.

Andre interesserede forbund kan kontakte Nina Bundgaard (nb@dif.dk) eller Johannes Madsen (jma@dif.dk) for flere informationer.