Her er Årets Ildsjæle i Skolesport

Skolesport i Kolding Kommune er blevet en stor succes og giver hver eneste uge særligt de idrætsusikre elever på mellemtrinnet en masse gode oplevelser med bevægelse. Det skyldes ikke mindst to ildsjæle i kommunen, der brænder for Skolesport.
14. maj 2013
Skolesport i Kolding Kommune er blevet en stor succes og giver hver eneste uge særligt de idrætsusikre elever på mellemtrinnet en masse gode oplevelser med bevægelse. Det skyldes ikke mindst to ildsjæle i kommunen, der brænder for Skolesport.


Alle elever fra 0.-6. klasse på Alminde-Viuf Fællesskole var samlet til morgensang i skolens gymnastiksal, hvor kåringen af ”Årets Ildsjæl” i Dansk Skoleidræt, DIF og TrygFondens landsdækkende projekt Skolesport fandt sted i dag.

Og der var med masser af klapsalver og brede smil på elevernes ansigter, da det blev klart, at prisen gik til de to lærere Hanne Flaskager og Jan Lohmann, der hver uge laver Skolesport for et hold på omkring 20 elever. De to ildsjæle fik prisen, fordi de har formået at gøre Skolesport til et attraktivt tilbud for de idrætsusikre elever i 4.-6. klasse. Derudover har årets ildsjæle også iværksat junioridrætslederuddannelsen for skolens 8. og 9. klasses elever. Tilbuddet har været så populært, at der gennem de seneste to år har været 24 unge mennesker igennem uddannelsen.

De to prisvindere udviser dagligt et meget stort engagement i Skolesport, og de har meget fokus på at lave aktiviteter med høj kvalitet, fortæller Gert Mølgaard, der er SFO-konsulent og tovholder for Skolesport i Kolding Kommune. Han har indstillet de to ildsjæle til prisen og fortæller, at Hanne Flaskager og Jan Lohmann også har været meget bevidste om, at Skolesport ikke skal konkurrere med de eksisterende fritidstilbud i kommunen. De har derimod sat fokus på etablering af kontakt og samarbejde med både den lokale idrætsforening AVGIF og det lokale værested AL-VI, så de forskellige tilbud kan komplementere hinanden.

"De to ildsjæle ser mange muligheder i en yderligere udvikling af det samarbejde og det potentiale, der ligger i at forankre Skolesport i de eksisterende tilbud," siger Gert Mølgaard.

Selv er Hanne Flaskager og Jan Lohmann rigtig glade for den anerkendelse af deres arbejde, som følger med prisen som "Årets Ildsjæl". Men de er ikke i tvivl om, hvad der virkelig driver værket hos dem.


"Det er fedt at opleve, at eleverne får motivationen for at bevæge sig - og måske på sigt får lyst til at prøve kræfter med de forskellige idrætsgrene ude i foreningerne," siger Hanne Flaskager og Jan Lohmann supplerer:

"Målet for os er at give eleverne succesoplevelser og selvtillid i forhold til at bruge deres krop. De skal komme til Skolesport med et smil på læben og gå derfra med et smil på læben," siger Jan Lohmann.

Fakta om Skolesport

  • Skolesport er et gratis tilbud om at dyrke idræt i direkte forlængelse af skoletiden.
  • Målgruppen er alle børn fra 0.-6. klasse, særligt de idrætsusikre.
  • Aktiviteterne varetages i samarbejde mellem skolernes idrætslærere og/eller SFO-pædagoger, junioridrætsledere - som er elever fra de ældste klasser - og de lokale idrætsforeninger.
  • Evalueringer af Skolesport viser, at det i høj grad er lykkedes at få inaktive børn til at dyrke idræt, fordi skolen er omdrejningspunkt for aktiviteterne.
  • Skolesport er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt, Danmarks Idræts-Forbund og TrygFonden.
  • I Kolding Kommune er der Skolesport på Alminde-Viuf Fællesskole, Eltang Skole, Sdr. Bjert Centralskole, Dr. Dorothea Skole, Vamdrup Skole, Munkevængets Skole og Aalykkeskolen.
  • Læs mere på skolesport.com