DIF-idrætten vedtager regler mod matchfixing

På dagens årsmøde i DIF har repræsentantskabet vedtaget et sæt banebrydende regler, som skal forebygge og bekæmpe matchfixing og spil på egen kamp. Et matchfixingnævn skal afgøre sagerne og udmåle sanktionerne.
4. maj 2013
På dagens årsmøde i DIF har repræsentantskabet vedtaget et sæt banebrydende regler, som skal forebygge og bekæmpe matchfixing og spil på egen kamp. Et matchfixingnævn skal afgøre sagerne og udmåle sanktionerne.
Det nye regelsæt omfatter og forbyder matchfixing og en række andre former for tilsvarende uetisk adfærd, herunder spil på egen kamp. Reglerne gælder for alle DIF’s 61 specialforbund og træder i kraft med det samme.

”Matchfixing er et uvæsen, som skal bekæmpes. Med de nye regler sætter vi en tyk streg under, at det er forbudt at manipulere med resultatet i en idrætskonkurrence. Vi sætter en lige så tyk streg under, at det heller ikke er i orden at spille på egen kamp – også selv om der spilles på egen sejr. Reglerne sikrer ensartethed i hele DIF-idrætten og skaber klarhed om, hvad der er forbudt. Samtidig får vi en platform til at påvirke værdier og adfærd hos de mange børn, unge og voksne i DIF-idrætten. Der er ikke en quick fix-løsning på den opgave. Det bliver en vedholdende proces, hvor vi alle har et medansvar,” siger DIF’s formand Niels Nygaard.

Nygaard slår samtidig fast, at politikerne skal hjælpe til:

”Vi kan i idrætten ikke løse problemerne alene. Ofte er det kriminelle, som står bag matchfixing. Vi har ikke værktøjerne til at tage kampen op med dem. Vi hverken kan eller vil gøre brug af de samme metoder som politiet – såsom telefonaflytninger, gennemgang af bankkonti osv. Derfor skal kampen mod matchfixing prioriteres af politikerne. Vi skal have en strammere lovgivning, og mere markante straffe for matchfixing vil forpligte politiet til at tage området alvorligt.”

DIF deltager i en arbejdsgruppe nedsat af kulturministeren. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger til, hvor og hvordan lovgivningen bør ændres, så den bliver bedre rustet til at håndtere matchfixing.

DIF følger vedtagelsen af det nye regelsæt op med en kampagne, så der i DIF-idrætten bliver klarhed over og ejerskab til reglerne.

Regelsættet kort fortalt
Idrætsudøvere, dommere, trænere, holdledere og andre personer i DIF-idrætten er omfattet af det nye regelsæt.

Regelsættet forbyder matchfixing og en række andre former for tilsvarende uetisk adfærd.

Der er tale om matchfixing ved uregelmæssig ændring eller påvirkning af forløbet/resultatet af en idrætskonkurrence for at opnå en fordel eller gevinst for en selv eller andre og fjerne dele af den usikkerhed, der normalt er forbundet med forløbet og udfaldet af idrætskonkurrencer. For eksempel:

  • Forsætlig manipulation af resultatet af en idrætskonkurrence
  • Forsætlig underpræstation
  • Forsætligt nederlag i en konkurrence
  • Bestikkelse af eller trusler mod en anden person for at påvirke en idrætskonkurrence i en bestemt retning

De andre former for uetisk adfærd, som også er omfattet og dermed forbudt, er:

  • Misbrug af intern viden – fx ved at videregive oplysninger, der kan udnyttes i forbindelse med spil (betting)
  • Spil på egen konkurrence, også selvom der spilles på sejr
  • Modtagelse af gaver, der ikke hænger naturligt sammen med den pågældende idrætskonkurrence


Hvis spil (betting) på egen konkurrence sker i tilknytning til enhver form for manipulation af den pågældende konkurrence er der tale om matchfixing.

Til at undersøge og forberede sagerne etablerer DIF et matchfixingsekretariat. Alle, der er omfattet af reglerne, har pligt til at underrette sekretariatet, hvis de får kendskab til at reglerne er overtrådt.

Et matchfixingnævn skal afgøre sagerne. Der kan sanktioneres med tidsbestemt eller tidsubestemt udelukkelse, bøde, inddragelse af præmiepenge og diskvalifikation af opnåede resultater og tilsvarende idrætslige, disciplinære sanktioner. Nævnet vælges på årsmødet.

En kendelse fra nævnet vil kunne appelleres til DIF’s Appeludvalg.

Et udvalg – nedsat af DIF’s bestyrelse – med repræsentanter fra flere specialforbund har forberedt det nu vedtagne lovregulativ og modtaget råd og vejledning fra juraprofessorer.

DIF’s arbejde på matchfixingområdet med forberedelsen og formålet med det nye regelsæt har vakt international opmærksomhed i bl.a. andre landes idrætsorganisationer.