Brøndby skal spille to kampe uden tilskuere

DIF’s Appeludvalg har stadfæstet DBU´s Appeludvalgs afgørelse om, at Brøndby IF skal spille to hjemmekampe uden tilskuere. Den betingede del af sanktionen om en mulig tredje kamp uden tilskuere falder derimod bort. Klubben skal fortsat betale en bøde på 150.000 kr.
25. mar 2013
DIF’s Appeludvalg har stadfæstet DBU´s Appeludvalgs afgørelse om, at Brøndby IF skal spille to hjemmekampe uden tilskuere. Den betingede del af sanktionen om en mulig tredje kamp uden tilskuere falder derimod bort. Klubben skal fortsat betale en bøde på 150.000 kr.

Afgørelsen fra DIF’s Appeludvalg er afsagt den 25. marts 2013 og har virkning fra denne dato. Det betyder, at Brøndbys to næste hjemmekampe, Brøndby-AGF den 1. april og Brøndby-SønderjyskE 14. april, skal spilles uden tilskuere.
 
Brøndby IF blev 19. februar 2013 af DBU’s Appeludvalg bl.a. frataget retten til at spille to hjemmekampe med tilskuere. Det skete på baggrund af tilskuerurolighederne i forbindelse med pokalkampen mellem Brøndby og FCK den 28. november 2012. Tilskuerudelukkelsen gælder kampe i både pokalturneringen og Superligaen.
 
Brøndby appellerede efterfølgende kendelsen til DIF’s Appeludvalg, som er DIF-idrættens højeste appelinstans. DIF’s Appeludvalg gav appellen opsættende virkning, hvilket betød at der måtte være tilskuere til Brøndbys hjemmekampe, mens sagen blev behandlet.
 
DIF’s Appeludvalg har nu behandlet sagen og stadfæstet den ubetingede del af sanktionen til Brøndby. Det gælder også den bøde på 150.000 kr., som klubben er ikendt.
 
Kendelsen fastslår, at arrangerende fodboldklubber har et særdeles strengt ansvar for sikkerhed og orden.
 
DIF’s Appeludvalg har ophævet den betingede del af sanktionen til Brøndby. Kendelsen fra DBU’s Appeludvalg omfattede en mulig 3. hjemmekamp uden tilskuere, hvis DBU’s regler om sikkerhed og orden på stadions senere vil blive overtrådt i sæsonen 2012-2013. DIF’s Appeludvalg finder ikke, at der er grundlag for at ikende en sådan betinget sanktion.
 
Den oprindelige sanktion til Brøndby blev ikendt af DBU’s Disciplinærudvalg den 18. december 2012. Efter Brøndbys appel til først DBU’s Appeludvalg og dernæst DIF’s Appeludvalg er sagen nu slut.
 
Læs kendelsen fra DIF’s Appeludvalg.

Kontaktinformation

Med venlig hilsen
Casper Hollerup
DIF Kommunikation
Mobil 2464 5253
cho@dif.dk