Hvem skal være årets idrætsforening?

Det er ved at være sidste frist, hvis et forbund ønsker at indstille en af sine foreninger til prisen som årets idrætsforening. Ud over æren vinder årets idrætsforening 100.000 kroner. Fristen for at aflevere en indstilling udløber 12. marts klokken 09.00.
7. mar 2013
Det er ved at være sidste frist, hvis et forbund ønsker at indstille en af sine foreninger til prisen som årets idrætsforening. Ud over æren vinder årets idrætsforening 100.000 kroner. Fristen for at aflevere en indstilling udløber 12. marts klokken 09.00.

Sidste år blev prisen for første gang uddelt, og dengang vandt Volleyklubben Vestsjælland. Hvem der skal vinde den anden udgave af prisen, offentliggøres på DIF’s årsmåde lørdag den 5. maj. Men det er en forudsætning for at vinde, at forbundene har lavet en indstilling, og sådan en skal afleveres senest den 12. marts klokken 09.00 til DIF-konsulent Martin Borch på mbo@dif.dk

De 100.000 kroner, som den vindende forening modtager, skal anvendes på et nyskabende initiativ i foreningen.

Prisen bliver uddelt til en idrætsforening, der er med til at understøtte de politiske mål, som DIF via DIF’s politiske program arbejder efter. Med udgangspunkt i hovedoverskrifterne fra DIF’s politik katalog, vil der derfor blive lagt vægt på, at Årets Idrætsforening har gjort en markant forskel indenfor et eller flere af følgende områder:

- Foreningen har arbejdet for, at skabe en mangfoldighed af fleksible tilbud, der kan tiltrække og fastholde især voksne motionister og teenagere.

- Foreningen har arbejdet for at styrke mangfoldigheden i rekrutteringen af frivillige på tværs af køn, alder, uddannelse og baggrund.

- Foreningen har arbejdet for at styrke idrættens samfundsmæssige ansvar ved at skabe en større synlighed af og forståelse for, hvor meget idrættens daglige aktiviteter og tilbud er værd for samfundet.

- Foreningen har arbejdet for at værne om og styrke mangfoldigheden i idrætten, fx ved at optage nye idrætstendenser eller arbejdet med nye måder at organisere idrætten på.

På baggrund af indstillingerne, der maksimalt må fylde en A4-side, nominerer DIF’s administration fem foreninger, blandt hvilke DIF’s bestyrelse vil udpege vinderen.