Ét år til OL i Sochi – dansk ishockeys OL-skæbne afgøres

I dag er der præcis ét år til OL i Sochi. Herrelandsholdet i ishockey har de kommende dage gode muligheder for at kvalificere sig til OL for første gang nogensinde. DIF sætter navne på syv OL-kandidater inden for skiløb og skøjteløb. Og i curling har både kvinderne og herrerne to muligheder i 2013 for at indløse OL-billetten.
7. feb 2013
I dag er der præcis ét år til OL i Sochi. Herrelandsholdet i ishockey har de kommende dage gode muligheder for at kvalificere sig til OL for første gang nogensinde. DIF sætter navne på syv OL-kandidater inden for skiløb og skøjteløb. Og i curling har både kvinderne og herrerne to muligheder i 2013 for at indløse OL-billetten.

Ishockeyherrernes OL-kvalifikationsturnering i Vojens begynder i dag. Danmark møder Slovenien, Ukraine og Hviderusland. Kun vinderen kommer til OL.

”Danmark har en unik mulighed for at komme til OL for første gang nogensinde. Hjemmebane med kæmpe tilskueropbakning og en placering som nummer 12 i verden taler for, at det lykkes denne gang. Det vil være fantastisk at få ishockey med på det danske OL-hold. Herhjemme vil ishockeysporten få stor eksponering og forhåbentlig vil det også betyde nye medlemmer i klubberne,” siger Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idræts-Forbund (DIF), som udgør Danmarks Olympiske Komite.

Kvindelandsholdet i ishockey kan også kvalificere sig, når de spiller OL-kvalifikationsturnering i Slovakiet 7.-10. februar. Her er chancerne dog mindre end hos herrerne.

OL-kandidater - skiløb og skøjteløb
I anledning af ’One year to go’ offentliggør DIF følgende syv OL-kandidater, som p.t. vurderes at have størst sandsynlighed for at klare OL-kravene i ski- og skøjtedisciplinerne.

• Alpint: Christoffer Faarup, Hobro Skiklub
• Langrend: Lasse Mølgaard, Københavns skiklub, og Martin Møller, ASP (Aasianni Sisorartartut Peqatigiiffiat)
• Freestyle (pukkelpist): Maj Beldring Henningsen, Skiklubben Hareskov
• Hurtigløb på skøjter (1500 m og 5000 m): Primært Stefan Due Schmidt, HLF72 (Hurtigløberforeningen af 1972), men også Viktor Hald Thorup, HLF72, har chancen.
• Kunstskøjteløb: Anita Madsen, Skøjteklub København

Til dette vinter-OL har DIF skærpet udtagelseskravene. Det vil sige, at man skal have klaret det internationale A-krav (hvis der både er A- og B-krav) og have dokumenteret sit sportslige niveau i konkurrence på World Cup-niveau og/eller til VM (se de konkrete krav nederst).

”Vi har i samarbejde med skiforbundet og skøjteunionen udvalgt syv atleter, der har niveau og potentiale til at kunne klare OL-kravene. Herudover vil 2013 vise, om andre atleter viser så stor fremgang, at de også skal blandt OL-kandidaterne. Og så håber jeg naturligvis, at vi får både ishockey og curling med på OL-holdet – det bliver meget spændende at følge,” siger Morten Rodtwitt fra DIF, der for første gang er leder (chef de mission) for et dansk OL-hold.
 
Det danske OL-hold er på plads i 2. halvdel af januar 2014, idet OL-kvalperioden for langrend og alpint slutter 19. januar 2014.
 
OVERBLIK OL-KVALIFIKATIONSKRAV
 
Curling – to kvalifikationsmuligheder i 2013
I curling er adgangsbilletten til OL en samlet placering i top 7 sammenlagt efter VM 2012 og 2013. Kvinderne ligger nr. 7 inden VM 2013 i Letland fra 16.-24. marts. Herrerne ligger nr. 8 inden VM 2013 fra 30.3-7.4. i Canada.

Glipper muligheden for at komme med fra top 7, er der en mulighed til i OL-kvalifikationsturneringen i december 2013, hvor de to bedste kvalificerer sig til legene i Sochi.

De to hold er:
 
Team Lene Nielsen, som ud over Lene Nielsen består af Helle Simonsen, Jeanne Ellegard, Maria Poulsen, Mette de Neergaard.

Team Rasmus Stjerne, som ud over Rasmus Stjerne består af Johnny Frederiksen, Mikkel Poulsen, Troels Harry, Lars Vilandt.
 
Ishockey – herrer og kvinder har mulighed for at kvalificere sig
Herrelandsholdet spiller OL-kvalifikationsturnering i Vojens 7.-10. februar. De møder Slovenien, Ukraine og Hviderusland og kun vinderen kvalificerer sig til OL 2014.

Kvindelandsholdet spiller OL-kvalifikationsturnering i Slovakiet 7.-10. februar. De møder Slovakiet, Norge og Japan og kun vinderen kvalificerer sig til OL 2014.

OL-kvalifikationskrav i ski
Langrend
Internationalt skal man under 100 FIS- points (distance) og 120 (sprint) på FIS-listen inden 19/1 2014 for at opnå nationsplads til Danmark. Nationalt OL-krav er, at man minimum skal have to resultater til VM eller World Cup på maks. 100 FIS-points.

(FIS-point angiver afstanden til vinderen og skal være så lav som muligt.)

VM finder sted 20. februar – 3. marts 2013 i Val di Femme, Italien.

Alpint
Internationalt skal man i top 500 på FIS-listen inden 19. januar 2014 for at udløse en nationsplads til Danmark. Nationalt OL-krav er, at man minimum to gange i en eller flere discipliner skal levere et resultat på maks. 80 FIS-points ved VM eller World Cup.

Fra 5.-17. februar 2013 er der VM i de alpine skidiscipliner i Schladming, Østrig.

Freestyle – pukkelpist
Skal under 80 FIS-point for at være sportsligt berettiget. Derudover mindst én top-30 placering ved VM eller World Cup.
 
OL-kvalifikationskrav i skøjteløb
Hurtigløb på skøjter
Klare cuttet for kvalifikationstiden i perioden 1.7.2013 – 13.1.2014 og sikre nationsplads via resultater i World Cups i perioden 1.11-15.12.2013

Kunstskøjteløb
24 OL-pladser i forbindelse med VM i Canada 10.-17.3. 2013. 6 OL-pladser ved Nebelhorn Trophy i Tyskland 18.-21.9 2013

Den fulde tekst om OL-kvalifikationskravene kan læses på dif.dk

Yderligere kommentarer:
Niels Nygaard, formand for DIF, mobil 2073 7112
Morten Rodwitt, DIF, chef de mission, mobil 2937 0916 (er p.t. til OL-møde i Sochi, tidsforskel +3 timer)