Flot pris til sårede soldater
Bare fordi, man er kommet til skade i en krig, så kan man stadig godt have masser af fart på. Det har en flok af soldaterne fra DIF Soldaterprojekt bevist. De har det seneste år stået bag Team Wounded Racing og deltaget i Danish Endurance Championship, og deres indsats og præstationer blev onsdag aften belønnet med den alternative pris ved Danish Motorsport Award i cirkusbygningen.
"At vi bliver anerkendt på den her måde betyder rigtigt meget for os. Vi har arbejdet røven ud af bukserne og knoklet løs, og det er dejligt at se, at den danske motorverden er klar til et hold som os. Det giver os ny livsenergi, og derfor skal vi bare ud på banen igen", sagde en meget glad og stolt TWR-kører, Michael Sørensen, lige efter at have modtaget prisen.
DIF Soldaterprojekt finder sted i et samarbejde mellem handicapidrætten, militæridrætten og DIF. Team Wounded Racing er dog drevet af soldaterne selv, der skaffer midler og ressourcer til driften af holdet. Racerkøreren Jason Watt har været teamchef i det første år, men den opgave overtages nu af Rune Oland, der er ansat som konsulent i DIF Soldaterprojekt, og som har været holdes fysiske træner siden begyndelsen.
"At vinde den her pris betyder meget – ikke bare for holdet, men også for handicapsporten generelt. Ingen har troet på, at vi kunne gøre os gældende, men vi endte på podiet og har nu også vundet en af motorsportspriserne – det er jo sådanne ting, der giver mig et ekstra boost energi til at føre projektet endnu længere. Det er helt utroligt, hvad de her drenge har formået at præstere på det halve år. De startede fra absolut ingenting og har måttet kæmpe sig frem hele vejen, men de har gjort det, og det er den største fornøjelse at være en del af det", sagde Rune Oland.