Poul Erik Høyer går efter præsidentpost

Poul Erik Høyer, der er medlem af DIF's bestyrelse, går efter præsidentposten i det internationale badmintonforbund.
25. jan 2013
Poul Erik Høyer, der er medlem af DIF's bestyrelse, går efter præsidentposten i det internationale badmintonforbund.

I maj bliver det afgjort, om Poul Erik Høyer bliver ny formand for BWF - det internationale badmintonforbund - og om dansk idræt dermed opnår en af de mest indflydelsesrige poster i international idræt. Den nuværende formand genopstiller ikke.
"Jeg vil repræsentere badminton i hele verden, og jeg tror på, at vi skal stå sammen i konkurrencen med andre sportsgrene. Det primære mål er at sikre, at badminton bevarer sin status som olympisk sport," siger Poul Erik Høyer.

Høyer er i forvejen præsident for det europæiske badmintonforbund.