Statsministeren besøgte DIF Soldaterprojekt

Lørdag den 19. januar fik DIF Soldaterprojekts skadede soldater besøg af Helle Thorning-Schmidt under træningsweekenden på Center for Idræt (CFI) på Svanemøllens Kaserne. Soldaterne var sat i stævne samme sted, som de har deres ugentlige torsdagstræninger for at høre foredrag, træne, hygge og for at møde nye deltagere.
19. jan 2013
Lørdag den 19. januar fik DIF Soldaterprojekts skadede soldater besøg af Helle Thorning-Schmidt under træningsweekenden på Center for Idræt (CFI) på Svanemøllens Kaserne. Soldaterne var sat i stævne samme sted, som de har deres ugentlige torsdagstræninger for at høre foredrag, træne, hygge og for at møde nye deltagere.

Under formiddagens holdkamp på rullebræt, dukkede statsministeren ganske uformelt op for at møde soldaterne til en snak. Helle Thorning-Schmidt satte sig stille og roligt ned blandt soldaterne på halgulvet, fik deres skadeshistorie og fik talt om deres udbytte af idrætten.

– At presse sin krop fysisk er jo noget, soldaterne har været vant til. Det er en del af deres personlighed og deres identitet stadig at være det, selv om de har fået et handicap. Det, jeg har set i dag, er et godt eksempel på, at holdsport stadig har så mange kvaliteter. Det her er et rigtigt godt eksempel på, at Danmarks Idræts-Forbund laver utroligt mange engagerede ting – også ting som man ikke er opmærksom på i dagligdagen, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt var mødt op til dagens arrangement for med egne øjne at se nogle af de aktiviteter, DIF Soldaterprojekt laver for soldater, der er hjemvendt fra krig med store skader. Det arbejde, mener Helle Thorning-Schmidt, er vigtigt at fortsætte med.

– Nu har jeg haft lejlighed til at se det, og det gør, at nu kender jeg det i hvert fald lidt bedre. Men det skal jo evalueres, og så må man tage stilling til, om der er mulighed for at fortsætte. Men der er ingen tvivl om, at det er sådan noget, vi skal have, fastslog Helle Thorning-Schmidt.

DIF Soldaterprojekt er et udviklingsprojekt, der via idrætstilbud skal hjælpe sårede danske soldater videre i livet. DIF, Dansk Handicap Idræts-Forbund og Dansk Militært Idrætsforbund står bag projektet.
19-01-2013