Fire danskere til europæisk vinter-OL for unge

Når EYOWF (European Youth Olympic Winter Festival) løber af stablen den 16.-23. februar i rumænske Brasov, er det med fire talentfulde danskere i sneen og på isen.
10. jan 2013
Når EYOWF (European Youth Olympic Winter Festival) løber af stablen den 16.-23. februar i rumænske Brasov, er det med fire talentfulde danskere i sneen og på isen.

Danmark sender for 11. gang atleter til et europæisk vinter-OL for unge. Det drejer sig om Casper Dyrbye og Lisa Blunck Moe i alpint skiløb, Anders Emil Schiellerup i langrend og Kristinna Vagtborg I kunstskøjteløb.

Forventningerne til de fire danske atleter er, at de leverer resultater, der svarer til deres bedste niveau. Det rækker næppe til topplaceringer, men det primære mål med EYOWF-deltagelsen er heller ikke medaljer, men at motivere unge talenter til at kæmpe for at nå internationale resultater på seniorniveau.

Ungdoms-OL´s historie og traditioner
Europæisk Ungdoms-OL har flere lighedspunkter med et rigtigt OL. Legene åbnes fx med, at den olympiske ild ankommer og fortsætter med at brænde under alle konkurrencedagene, hvorefter den slukkes ved den traditionelle afskedsceremoni.

Alle ting er dog ikke identiske med et rigtigt OL, for ved et europæisk ungdoms-OL gælder det, at:

•Deltagerne skal være mellem 14 og 18 år
•Kun europæiske lande kan deltage
•Antallet af idrætsgrene er begrænset
•Legene afholdes hvert 2. år (både europæisk sommer og vinter ungdoms-OL)
Legene i Brasov er de 11. i rækken. Første europæiske vinter ungdoms-OL så dagens lys i Aosta i Italien i 1993, hvor Danmark kun var repræsenteret med en enkelt deltager. Siden er legene vokset stødt, hvad angår både deltagende lande og udøvere.