Lasse Norman Hansen er Årets Sportsnavn 2012

OL-guld og VM-bronze taler for sig selv. Cykelrytteren Lasse Norman Hansen er Årets Sportsnavn 2012.
5. jan 2013
OL-guld og VM-bronze taler for sig selv. Cykelrytteren Lasse Norman Hansen er Årets Sportsnavn 2012.

Den 20-årige banecykelrytter Lasse Norman Hansen er blevet kåret til Årets Sportsnavn 2012.

Kåringen fandt sted ved det store gallashow Sport 2012 lørdag aften. Her var Lasse Norman Hansen nomineret sammen med roerne Mads Reinholdt Rasmussen og Rasmus Quist, der vandt OL-guld i letvægtsdobbeltsculleren samt herrelandsholdet i håndbold, der vandt EM-guld i begyndelsen af 2012.

Den fornemme pris, som uddeles i samarbejde mellem DIF og Jyllands-Posten, tildeles Lasse Norman Hansen efter et år, der på alle måder må betegnes som forrygende.
 
I april 2012 vandt den unge cykelrytter bronze ved VM i Australien i disciplinen omnium, hvilket banede vejen for en billet til OL. Og da OL så fandt sted få måneder senere, viste Lasse Norman Hansen, at han består af det helt rigtige vinderstof, da OL-guldet blevet vundet efter drama og gys.
 
”Vi så jo alle, hvordan Lasse Norman Hansen styrtede i et af de afgørende øjeblikke i London, men alligevel rejste han sig og endte med at vinde en forrygende guldmedalje. Det er et af de sportsøjeblikke, man aldrig glemmer, og derfor er Lasse Norman Hansen en yderst fortjent vinder af Årets Sportsnavn 2012,” siger DIF’s formand, Niels Nygaard.

Selv siger Lasse Norman Hansen:

"Det har været en virkelig god aften. Jeg er ekstremt stolt over at blive kåret til Årets Sportsnavn. Det er og bliver en af de mest prestigefyldte priser. Jeg havde håbet lidt på at vinde, og at det skete, er bare helt fantastisk."

De sidste 10 års vindere:
2011: Jeanette Ottesen Gray (svømning)
2010: Caroline Wozniacki (tennis)
2009: Lotte Friis (svømning)
2008: Herrelandsholdet i håndbold
2007: Mads Rasmussen og Rasmus Quist (roning)
2006: Mikkel Kessler (boksning)
2005: Tom Kristensen (motorsport)
2004: ’Guldfireren’ (roning)
2003: Nicki Pedersen (speedway)
2002: Tom Kristensen (motorsport)