Event Management Uddannelse

DIF og Sport Event Denmark udbyder for femte gang Idrættens ’Event Management Uddannelse’ for arrangører, eventmanagers, projektledere mv., som arbejder med større sportsevents i Danmark.
24. jan 2013
DIF og Sport Event Denmark udbyder for femte gang Idrættens ’Event Management Uddannelse’ for arrangører, eventmanagers, projektledere mv., som arbejder med større sportsevents i Danmark.

VM i cykling, EM i bordtennis og EM i Teamgym er blot tre af de store internationale idrætsbegivenheder, som Danmark har været vært for i de senere år. Og flere store events er på vej. Er du involveret i en større idrætsevent på dansk grund i fremtiden, så er DIF og Sport Event Denmarks ’Event Management Uddannelse’ måske noget for dig?

Uddannelsen bygger på de problemstillinger, som idrættens eventarrangører ofte sidder med samt de arbejdsområder, der med fordel kan sættes fokus på i planlægningsforløbet. Dermed sigter uddannelsen dels mod at give inspiration og sparring til eventarrangørernes daglige arbejde samt højne kvaliteten i eventafviklingen i Danmark.

Uddannelsen er desuden en god mulighed for at udbygge sit netværk i idrættens verden, få indsigt i og høre om andres nationale og internationale erfaringer fra eventområdet. Du vil således møde nogle af branchens mest erfarne og bedste oplægsholdere, høre masser af cases og indgå i workshops.