DIF-konference: Vi sætter pris på idræt

Idrættens sociale og samfundsmæssige værdi er på dagsordenen, når Danmarks Idræts-Forbund inviterer til udviklingskonference den 28. januar.
3. jan 2013
Idrættens sociale og samfundsmæssige værdi er på dagsordenen, når Danmarks Idræts-Forbund inviterer til udviklingskonference den 28. januar.

Kan dansk idræt bidrage til løsning af samfundsmæssige problemer? Hvordan ser idrættens samfundsmæssige regnskab ud? Og hvordan bruger kommunerne idrætten til at løse problemer på forskellige fagområder? Disse tre spørgsmål vil sammen med en række andre blive debatteret, når DIF inviterer til konference i Idrættens Hus i Brøndby den 28. januar.

Den organiserede foreningsidræt bidrager med aktiviteter og fritidstilbud til mere end 1,5 mio. danskere. Men udover at være et mødested og rammen om fysisk udfoldelse, så er idrætsforeningerne også med til at styrke danskernes folkesundhed, generere vækst og arbejdspladser, styrke sammenhængskraften i samfundet og få 360.000 danskere til at yde en frivillig indsats. DIF ønsker med udviklingskonferencen at stille skarpt på idrættens muligheder for at skabe nye veje til velfærd gennem en styrkelse af idrætsområdet og partnerskaber på tværs af kommunale sektorer.

Konferencen byder på en blanding af oplæg i plenum og mindre sessioner, hvor det er muligt at diskutere problemstillinger på tværs af fagområder. Eksempler på temaer i sessionerne er:

• Hvordan laver man en helhedsorienteret indsats i en verden styret af puljer?
• Idrætsskoler – kan det betale sig? 
• Er der akutjob i en idrætsforening?
• Gider travle voksne mennesker dyrke foreningsidræt?
• Hvad er idrætsforeningernes rolle i et klasseopdelt samfund?

Udviklingskonferencens målgruppe er centrale aktører fra det kommunale politiske og administrative beslutningsniveau, Folketinget, DIF’s specialforbund, idrætsforeninger og idrætsråd og andre med interesse for idrættens sociale og samfundsmæssige værdi.

Dato: 28. januar 2013
Tid: Kl. 12.30 - 20.00
Sted: Idrættens Hus, Brøndby
Pris: Specialforbund: 300 kr., øvrige: 400 kr.