Ebbesen, Herning Fremad og Bhutanprojektet indstilles til stor idrætspris

Ikonet Eskild Ebbesen, den visionære forening Herning Fremad og et udviklingsprojekt med Bhutan indstilles af DIF til Kulturministeriets Idrætspris 2012.
23. nov 2012
Ikonet Eskild Ebbesen, den visionære forening Herning Fremad og et udviklingsprojekt med Bhutan indstilles af DIF til Kulturministeriets Idrætspris 2012.

Ved OL i London vandt Eskild Ebbesen sin femte OL-medalje på stribe. Han understregede dermed sin position som verdens bedste letvægtsroer gennem tiden og som dansk idrætsikon. Efter legene i London stoppede han sin imponerende karriere.

40-årige Eskild Ebbesen er et af alle tiders største danske idrætsnavne. Og i dansk OL-historie kan kun Paul Elvstrøm matche Ebbesens meritter. Tre af Ebbesens fem OL-medaljer er af guld – 1996, 2004 og 2008 – mens det i 2000 og 2012 blev til OL-bronze. Med OL-medaljen i London bidrog Ebbesen og de tre andre på letvægsfireren til, at dansk roning fik alle tiders bedste OL med i alt tre medaljer.

Eskild har også vundet seks VM-titler, og han er den eneste, der har været med på den legendariske ’Guldfirer’ siden eventyret begyndte med VM-guldet i 1994.

Eskild er kendt for sin professionalisme, dedikation, træningsflid og sejhed. Han er indbegrebet af en vinder og er altid gået forrest. I sit civile liv er han en meget brugt foredragsholder, hvor emnerne blandt andet er vindermentalitet og kunsten at finde motivation.

Herning Fremad - meget mere end en fodboldklub
Idrætsforeningerne påtager sig ofte en vigtig rolle i lokalsamfundene, og det er fodboldklubben Herning Fremad et lysende eksempel på.

Klubben har en masse idrætsaktiviteter og et meget velfungerende talentudviklingsprogram, som bl.a. er med til at udvikle superligaspillere til FC Midtjylland.

Men Herning Fremad er meget mere end det. Klubben er kendetegnet ved at "tænke ud af boksen" og gå alternative veje. Klubben har bl.a. taget initiativ til Herning Fodboldeksperimentarium, som sætter nye standarder for idræts- og bevægelseskulturen i Danmark med over 50 forskellige aktivitetsmuligheder.

Eksperimentariet, der blev indviet sidste år, har i et samarbejde med Aarhus Universitet udviklet ”Football Lab”, som er verdens første interaktive træningsbane.

Herning Fremads nye klubhus blev bygget ud fra at det skulle være et omdrejningspunkt for livet i lokalsamfundet og bruges bl.a. til møder, kurser, konferencer og fester. Og hvert år arrangerer klubben festivalen Herning Rocker med op mod 11.000 deltagere.

Herning Fremad er også dybt involveret i DIF’s integrationsindsats ’Get2Sport’ og var i år arrangør af en af DIF’s og DBU’s integrationsfodboldskoler.

Dansk idræt hjælper Bhutan
Som sidste kandidat indstiller DIF det såkaldte Bhutanprojekt til Kulturministeriets Idrætspris 2012. Den danske idrætsmodel er unik, og i Bhutanpojektet knyttes stærke danske forenings- og demokratitraditioner med udviklingsarbejdet i 3. verdenslande.

Bhutans Olympiske Komité blev oprettet i 1983 og har 15 specialforbund. Organiseringsgraden er imidlertid meget lav. Bhutan-projektets formål er, at DIF stiller kompetencer og know how til rådighed i forhold til at styrke den organiserede idræt i Bhutan. Målgruppen for projektet er idrætsledere i henholdsvis specialforbundene og distrikterne.

Bhutan har et nationalt lykkebarometer, der måler bløde værdier som livskvalitet og social fremgang snarere end de gængse, økonomiske faktorer. En del af Bhutanprojektet er også, at de danske specialforbund og idrætsforeninger bliver introduceret/inspireret af denne metode. På den måde fungerer videndelingen mellem Danmark og Bhutan begge veje i projektet.

Modtageren af Kulturministeriets Idrætspris 2012 offentliggøres af kulturminister Uffe Elbæk den 11. december 2012. Andre idrætsorganisationer har også indstillet kandidater til prisen.