Alfred Josefsen ny formand for Sport One Danmark A/S

Alfred Josefsen, der indtil for nylig var administrerende direktør i Irma, er ny formand i idrættens kommercielle selskab Sport One Danmark og samtidig indtræder bl.a. DIF's direktør og Team Danmarks direktør i bestyrelsen.
7. nov 2012
Alfred Josefsen, der indtil for nylig var administrerende direktør i Irma, er ny formand i idrættens kommercielle selskab Sport One Danmark og samtidig indtræder bl.a. DIF's direktør og Team Danmarks direktør i bestyrelsen.

Kampen om firmaernes marketingbudgetter og sponsorkroner er blevet intensiveret i løbet af de seneste år. Samtidig spiller kommercielle forhold en stadig større rolle for atleter, klubber og forbund. Forventningerne er derfor store til Alfred Josefsen, der netop er tiltrådt som ny formand i DIF og Team Danmarks marketingselskab – Sport One Danmark A/S.

Efter sommerens OL, der også blev en succes kommercielt, er fokus nu rettet mod OL 2016 i Rio de Janeiro. Alfred Josefsen, der frem til maj i år var administrerende direktør i Irma og en af hovedarkitekterne bag Irmas succesfulde brand- og forretningsudvikling, skal sammen med en ny bestyrelse sikre den fortsatte udvikling af Sport One Danmark A/S og dermed den vigtige tilstrømning af økonomiske ressourcer til dansk idræt.

”Jeg ser frem til at arbejde for en fortsat positiv udvikling af Sport One Danmark. At det sker i et vanskeligt marked, der er påvirket af den økonomiske krise, opfatter jeg som en både markant og interessant udfordring. Den første store milepæl for den nye bestyrelse bliver OL 2016 i Rio de Janeiro. Vi skal udnytte de kommercielle muligheder, OL giver for danske virksomheder – såvel i Danmark som i Brasilien. Målet er at skabe overskud, der kan understøtte dansk idræt fremadrettet”, siger Alfred Josefsen.

Alfred Josefsen afløser Thorleif Krarup, som har været bestyrelsesformand siden 2007. Den afgående bestyrelse afleverer et Sport One Danmark A/S i rigtig god form, bl.a. med et forventet overskud i 2012 på kr. 8.9 mio.

Thorleif Krarup har som formand peget på det hensigtsmæssige i, at ejerkredsen i form af Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark bliver mere direkte repræsenteret i bestyrelsen for Sport One Danmark A/S. Baggrunden herfor er vurderingen af, at sport-marketing i fremtiden i mindre grad vil basere sig på traditionelle indtægtskilder, og i højere grad vil fokusere på ydelser, som ligger tæt på DIF’s og Team Danmarks daglige virke. Det kan være i relation til sundhed, vinderkultur, talentudvikling, CSR-projekter mv.

Ejerkredsen har valgt at følge det råd, og derfor indtræder DIF’s administrerende direktør Karl Chr. Koch og Team Danmarks direktør Michael Andersen i bestyrelsen for Sport One Danmark A/S. Nye i bestyrelsen er også Kenneth Codam og Sune Bang.

Ændringerne i bestyrelsen er trådt i kraft fra dags dato.

Bestyrelsen i Sport One Danmarks A/S:
Alfred Josefsen, bestyrelsesformand
Karl Chr. Koch, DIF’s administrerende direktør
Michael Andersen, direktør, Team Danmark
Kenneth Codam, Virksomhedskonsulent samt partner, www.todoor.dk
Sune Bang, CEO, Kommunikationsbureauet København

Sport One Danmark A/S er sportens eget kommercielle selskab og ejet af Team Danmark og DIF. Sport One Danmark A/S blev etableret i 2007 og beskæftiger 10 medarbejdere. Sport One Danmark A/S’ overskud anvendes til idrætslige formål.

Yderligere oplysninger hos:

Formand for bestyrelsen i Sport One Danmark A/S, Alfred Josefsen på tlf. 29 46 19 56
Direktør for Sport One Danmark A/S, Steen Fladberg på tlf. 23 32 83 95