Den ægte vare - om OL og PL

Efteråret er over os. Dermed også en masse reality-tv om unge, der jagter den hurtige berømmelse, og hvor mantraet synes at være ’mig, mig, mig’. Det er blevet tidens ungdoms-tv.

I sommer var det nogle helt andre unge, der blev vist på tv. De havde hovedrollen på den største scene af dem alle – de olympiske lege og de paralympiske lege i London.

Der var ingen casting eller hurtig genvej for at komme blandt de 10.500 olympiske og 4.200 paralympiske deltagere. For at være med på netop den scene skal man være god. Rigtig god. Der var tale om benhård konkurrence. Det fascinerende er imidlertid, at når vi hylder verdens dygtigste individer på idrættens største arenaer, sker det ikke på fællesskabets bekostning.

Modsat deltagerne i Robinson Ekspeditionen og Paradise Hotel blev ingen stemt ud af fællesskabet til OL og PL. Deltagerne kunne tage hjem fra legene med oplevelsen af, at de havde været med i noget, der var større end dem selv.

Mens værdierne i realityprogrammerne er ualmindeligt svære at få øje på, er der et solidt værdimæssigt fundament for den olympiske bevægelse. ’Friendship’, ’respect’ og ’excellence’ var sågar trykt på alle atleternes sengetæpper til OL i London. Og på trods af de nationale kappestride samler legene verden mere end det modsatte! Det er åbnings- og afslutningsceremonien de mest tydelige symboler på. Alle blev omfavnet – atleter, trænere, ledere, de frivillige, tilskuere og tv-seere i hele verden. Og idrætten bandt det hele sammen.

Mens realitydeltagerne er med i en konstrueret, sammenklippet virkelighed og skaber kunstige forbilleder, er atleterne ægte forbilleder. De har kæmpet en lang, sej kamp for at nå deres mål, og de er dygtige til det de gør. Deres kamp, glæde og skuffelse er ægte. Deres passion legendarisk.

Denne forskel betyder retfærdigvis også, at mens realityprogrammerne hurtigt er glemt, går OL over i historien. Og mens realitystjernerne hurtigt falmer, går glansen aldrig af OL-medaljerne.

OL og PL er mere end den kæmpe sportsfest, vi ser frem til hvert fjerde år. Jeg synes, at de medrivende uger i London tydeligere end nogensinde viste, at der er tale om en inspiration og en følelse. En måde at forholde sig til livet på, som kan og bør leve videre i idrætsforeningerne og andre fællesskaber. Hvor vi alle kan få mulighed for at opleve, at vi er en del af noget, der er større end os selv.

Indlægget har været bragt i Berlingske 29. september 2012