Matchfixing er dybt bekymrende

Karabatic-skandalen i Frankrig vækker bekymring.
1. okt 2012
Karabatic-skandalen i Frankrig vækker bekymring.

Aftalt spil og snyd på både højt og lavt niveau er en problemstilling, der bliver mere og mere udbredt i idrætten.

I disse dage ruller endnu en skandale over international idræt - denne gang med udspring i Frankrig. Her har den franske superstjerne i håndbold Nikola Karabatic netop indrømmet, at han har spillet penge på, at hans klub, Montpellier, ville tabe en kamp til upåagtede klub Cesson Sevigny.

”Det er dybt bekymrende, hvad der sker i Frankrig lige nu, og det her understreger endnu engang, at matchfixing er en meget alvorlig udfordring for idrætten,” siger DIF’s formand, Niels Nygaard

”Vi skal i Danmark holde fanen højt og hele tiden være inde i bekæmpelsen af aftalt spil. Ligesom vi har været på dopingområdet. Vi appellerer til, at regeringen går i spidsen sammen med idrætten, og det kræver et tæt, koordineret samarbejde med Justitsministeriet og Kulturministeriet,” fortsætter Niels Nygaard.

Kulturminister Uffe Elbæk understreger i et netop offentliggjort interview med DIF’s magasin, Idrætsliv, at matchfixing er et enormt problem.

”Bare i de ti måneder, jeg har været kulturminister (interviewet foretaget i august, red), er problemet bare vokset og vokset. I begyndelsen så vi primært eksempler på matchfixing i Sydeuropa, men i løbet af meget kort tid er problemet også kommet til Nordeuropa. Det udvikler sig fra dag til dag, og vi skal gøre alt for at bekæmpe det her problem,” siger Uffe Elbæk, som først og fremmest mener, at udfordringen skal løses i EU-regi.

”Der er ikke nogen tvivl om, at det her er en problemstilling, som Kulturministeriet kommer til at arbejde rigtig meget med. Men først skal vi have undersøgt problemets omfang på EU-niveau, før vi bliver enige om, hvordan vi griber det her an,” siger Uffe Elbæk.