Foreningsfitness går i offensiven

YouTube-video er omdrejningspunkt for ny kampagne, der skal få flere til at danne foreninger med fitness.
25. sep 2012
YouTube-video er omdrejningspunkt for ny kampagne, der skal få flere til at danne foreninger med fitness.

Der er allerede 30.000 danskere, der dyrker motion og styrketræning i Foreningsfitness. Men det tal skal vokse i de kommende år. En ny kampagne skal nemlig få endnu flere til at oprette en forening – kun for fitness.
Kampagnen består af en folder og en video. Folderen er sendt ud sammen med de seneste numre af Idrætsliv og Udspil – medlemsblade for henholdsvis Danmarks Idræts-Forbund og DGI. Folderen har en del information om Foreningsfitness i sig selv, men det er også meningen, at den skal lede læserne ind og se en video på internettet. Videoen ligger på YouTube og viser med interviews og levende billeder, hvordan et center i Foreningsfitness-regi ser ud og fungerer i henholdsvis Herlev og Sig.

Klar til at hjælpe interesserede
Mere præcist er målet med kampagnen at få oprettet endnu flere foreninger med Foreningsfitness end de omkring 100, der er i dag. I videoen kan man få indblik i, hvordan sekretariatet bag Foreningsfitness på alle måde måder kan hjælpe interesserede med at oprette en ny forening. Foruden hjælp til det rent praktiske med at finde lokaler og danne en forening, står Foreningsfitness også klar med afdragsfri lån til indkøb af styrketræningsmaskiner, vægte og andet styrketræningsudstyr.

Kampagnen henvender sig til de dem, der har lyst til at dyrke styrketræning, men mangler et sted i lokalområdet til at gøre det. Også foreningsledere, der gerne vil vende medlemstilbagegang til fremgang eller puste nyt liv i en ældre idrætshal, er i målgruppen for kampagnen.

Foreningsfitness har naturligvis også sin egen hjemmeside, hvor interesserede kan læse mere om konceptet og al den hjælp, de kan få til at oprette et nyt Foreningsfitness-center. Hjemmesiden hedder www.Foreningsfitness.dk.

Foreningsfitness er et samarbejde mellem DGI og Danmarks Idræts-Forbund.

Læs mere om Foreningsfitness.

Se YouTube-video.