Guld til letvægtsdobbeltsculleren

Danmark vandt lørdag sin første guldmedalje ved OL i London, da Rasmus Quist og Mads Rasmussen kom først over målstregen.
4. aug 2012
Danmark vandt lørdag sin første guldmedalje ved OL i London, da Rasmus Quist og Mads Rasmussen kom først over målstregen.

I en nervepirrende finale klemte Danmark sig først til allersidst ind foran de forsvarende mestre fra Storbritannien. Dermed vandt Rasmus Quist og Mads Rasmussen Danmarks første guldmedalje ved legene i London. Ved det seneste OL vandt den danske letvægtsdobbeltsculler også en medalje. Den gang blev det til bronze.

Finaleracet fik en meget dramatisk start, da løbet skulle omstartes, efter det var blevet sat i gang. Det var resultatet af et defekt rullesæde i den britiske båd. Regler foreskriver, at man kan kræve en omstart, hvis man oplever en materiel skade umiddelbart efter starten. Men danskerne kunne holde nerverne i ro, og vandt altså medalje af den fineste karat.

”Det var godt, at løbet varede 2000 meter. Havde det kun været 1800, havde vi ikke hentet dem,” siger Rasmus Quist. Makkeren Mads Rasmussen tilføjede, at de to nu ville hjem og sige tak til alle dem, der havde en andel i deres nyvundne guld - venner, familie, Team Danmark og sponsorer.

Resultat:
1. Danmark (6.37.17)
2. Storbritannien (6.37.78)
3. New Zealand (6:40.86)