Syv timer om ugen

I regeringsgrundlaget har regeringen søsat en ambition om, at børn og unge skal være fysisk aktive mindst en time om dagen. Det skal de, fordi det fremmer sundhed, indlæring, reducerer frafald og simpelthen bidrager til et både sjovere og bedre liv. I DIF er vi enig i regeringens målsætning. For at opfylde den, skal vi gentænke rammerne for, hvordan vi udbyder motion og idræt til børn og unge.

Fundamentet for at få en mere aktiv befolkning lægges ved at udnytte og fastholde børns naturlige motivation for leg og bevægelse fra fødslen. Vi ser i dag for mange børn, der ved skolestart ikke har de motoriske forudsætninger, der skal til for at opleve en naturlig glæde ved at bevæge sig. Vores vision er at udvikle en kommende Generation Aktiv, hvor leg og bevægelse er en integreret del af det at være sammen med børnene i alle sammenhænge.

Bonussen ved en målrettet indsats for at forbedre børns motorik og bevægelsesglæde i en tidlig alder er stor. Undersøgelser fra Danmark, Sverige, Tyskland og USA viser, at bedre motorik og bevægelse i en tidlig alder er ensbetydende med markante forbedringer i børns sundhed, sociale egenskaber og indlæring. Vigtige gevinster – for den enkelte og for samfundet. Vi har tre konkrete forslag, der kan styrke mulighederne for en hverdag med mere fysisk aktivitet til kommende generationer.

Forslag nr. 1: Indgå forpligtende partnerskab
Barriererne mellem uddannelse, sundhed og idræt skal nedbrydes, hvis vi skal indfri ambitionen om syv timers idræt om ugen til børn og unge. Vi foreslår et gensidigt forpligtende partnerskab mellem børne- og undervisningsministeren, sundhedsministeren, kulturministeren og idrætten.

I partnerskabet skal vi udvikle en fælles model for, hvordan idrætten kommer ind ad fordøren i vuggestuer, børnehaver, skoler og ungdomsuddannelser. Partnerskabet bør omsættes i en forpligtende strategi med de visioner, målsætninger og konkrete initiativer, som vi vil iværksatte for at sikre mere idræt til den yngste generation. På den måde kan vi understøtte et fagligt fokus på læring om idræt og bevægelse, fra de første skridt bliver taget i vuggestuen, til et ungt menneske forlader sin ungdomsuddannelse.

Vores erfaringer med idrætsbørnehaver kan helt oplagt indgå heri. De seneste år har vi etableret i omegnen af 100 idrætsbørnehaver landet over – med gode resultater i form af fysisk mere aktive børn. Og vi er på vej med et nyt koncept, som kan bruges i alle børnehaver, og som vil give medarbejderne inspiration til at arbejde med at udvikle børnenes bevægelsesfærdigheder.

Forslag nr. 2: Udvikl idræt i folkeskolerne
En del børn og unge udviser i dag stor kreativitet, når de skal finde på undskyldninger for ikke at deltage i skolens idrætsundervisning. Målsætningen bør være den stik modsatte: At børn og unge står i kø for at deltage i skolens idrætstimer, fordi de modtager en undervisning i så god kvalitet, at de oplever, at kropslig læring er lige så fantastisk som mental læring.
Vi ønsker en målrettet indsats over for folkeskolens ældste klasser. Det skyldes, at der generelt er en dalende interesse hos de ældste elever for faget idræt og for at bevæge sig i det hele taget. Konkret foreslår vi, at eleverne i udskolingen præsenteres for et bredere idrætsbillede end blot de traditionelle idrætsgrene så som fodbold, løb eller badminton. I DIF-idrætten har vi mere end 80 idrætsgrene, og det er den mangfoldighed, der skal medvirke til at bringe mere bevægelse og idræt ind i fremtidens teenagekroppe.

Samtidig foreslår vi, at idræt bliver et karaktergivende fag på linje med andre fag. Det vil højne idrætsfagets anerkendelse og faglighed blandt elever, forældre, lærere og skolens ledelse.

Forslag nr. 3: Anerkend træneruddannelser
I Australien betragter man trænere med samme respekt som andre erhverv. Og man anerkender fuldt ud, at det kan være en legitim karrierevej både politisk og uddannelsesmæssigt. I Danmark er Morten Olsen og Ulrik Wilbek rigtignok anerkendte som ledere, og deres kompetencer anses på niveau med mange topledere i det private erhvervsliv. Men for hovedparten af trænere både inden for eliteidrætten og motionsidrætten er der et stykke vej til den brede anerkendelse - ikke mindst til anerkendelsen af trænernes uddannelse i forhold til det øvrige uddannelsessystem.

Vi ved, at træneren har en nøglerolle, når det gælder om at motivere flere børn og unge til at bevæge sig dagligt. Heldigvis ved vi også, at der er meget høj tilfredshed med det arbejde, som trænerne udfører dagligt i idrætsklubberne. I en analyse af tilfredsheden med trænerne i foreningerne i Aalborg Kommune svarer hele 93 pct., at trænerne er engagerede og dygtige til deres arbejde.

Vi har alene i DIF-idrætten ca. 130.000 trænere.  En enorm, skjult ressource. Kan vi udnytte denne ressource i arbejdet på at udløse en bevægelsesrevolution i daginstitutioner, skoler og fritidsordninger, så har vi taget et vigtigt skridt til syv timers idræt og bevægelse om ugen for alle børn og unge.

En af metoderne til at nå målet er, at træneruddannelsen gøres kompetencegivende og anerkendes også uden for idrættens snævre verden. Vi har i dag en uddannelsesmodel der rækker fra grunduddannelse til diplomniveau. Den uddannelse ønsker vi anerkendt, så den kan blive meritoverført og kombineres med eksempelvis studier på pædagog- og lærerseminarerne.

For det andet skal reglerne om undervisningskvalifikationer ændres, så kommuner og skoler får bedre mulighed for at inddrage andre end uddannede lærere i idrætsundervisningen. Selvfølgelig under den forudsætning, at de har de nødvendige faglige, pædagogiske og didaktiske kompetencer. Og det mener vi, at trænere uddannet på de højeste niveauer i idrætten har.

Vi er klar – er regeringen?
I mere end hundrede år har vi haft stort set den samme model for at udbyde idræt til den danske befolkning. Traditionelt har hovedparten af idrætten været organiseret i foreningslivet. Senere er der kommet konkurrence på området, fordi flere og flere danskere er begyndt at dyrke idræt på egen hånd. Ligesom den kommercielle sektor er kommet på banen og er blevet et alternativ til idrætsforeningernes aktiviteter.

Udviklingen med flere selvorganiserede og flere kommercielle tilbud har udfordret den organiserede idræt til at udvikle sig og tilbyde mere fleksible modeller for, hvordan idræt fortsat kan foregå i foreningen. Den udvikling er i fuld gang, og stadig flere danskere dyrker idræt i en forening. Men hvis vi skal indfri ambitionen om en times idræt om dagen, så skal regering og kommuner også bidrage og være med til at gentænke rammebetingelserne for idræt og fysisk aktivitet.
I DIF er vi klar til at tage et medansvar for, at børn og unge bevæger sig mere. Men syv timers fysisk aktivitet for børn og unge om ugen bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke staten, kommunerne og idrætten spiller sammen.

Målet skal ikke blot være et mindre servicetjek. Hvis vi for alvor vil sætte fysisk aktivitet på dagsordenen, er det tid til markant nytænkning af den måde, hvorpå vi tilrettelægger og udbyder idræt til børn og unge.

 
Bragt som kronik i Berlingske Tidende 6. februar 2012