Fair play, ja tak!

Kald mig bare gammeldags og naiv. Men det skurrer i mine ører, når landstræner Jan Pytlick under den netop afsluttede EM-slutrunde opfordrer de danske tilskuere til at droppe fair play og lægge pres på modstandere og dommere ved at buhe og pifte. Er de mange fornemme ord om fair play  blot indholdsløse taler, som vi i dansk idræt hiver frem ved festlige lejligheder, men som ellers ikke tæller, når det virkelig gælder, og der kæmpes om medaljer? Er de etiske retningslinjer om god opførsel på og uden for banen, som vi i DIF, i Team Danmark og i vores specialforbund udarbejder, intet andet værd end det papir, de er skrevet på?

Ja, man kunne nemt få tanken, når vi ser, hvad reaktionen i Danmark var i kølvandet på Pytlicks udtalelser. Ikke én eneste dansk røst i den offentlige debat satte spørgsmålstegn ved opfordringen om at stresse modstandere og dommere. Kun en fransk vicepræsident i det europæiske håndboldforbund holdt fair play-fanen højt – og måske endda så højt, at det nok ikke kunne undre, at han hurtigt fik tørt på af danske kommentatorer. Hans betragtninger om, at de danske tilskuere heller ikke måtte opildnes til at være positivt medlevende, er måske ikke lige dér, vi skal hen med fair play-begrebet. For selvfølgelig er det ikke i modstrid med fair play-begrebet at gøre håndbold- og andre idrætskonkurrencer til en medlevende og underholdende fest for tilskuere, tv-seere og spillere.

DIF’s etiske kodeks
Hvad der derimod er i modstrid med fair play-begrebet er ikke at vise den fornødne respekt over for et modstanderhold. Det er ikke kun min private holdning. Respekt for modstanderhold og konkurrenter udgør en central del af det etiske kodeks om dansk konkurrenceidræt, som DIF og Team Danmark vedtog for fire år siden – i øvrigt med fuld opbakning fra vores specialforbund. Det er et etisk kodeks, som et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med eliteidrætslovens vedtagelse i 2004 bad DIF og Team Danmark om at udarbejde – af den simple grund, at både Folketing, DIF og Team Danmark finder, at eliteidræt i Danmark ikke kun er et spørgsmål om at vinde for enhver pris. Eliteidræt skal også være funderet i en række grundlæggende værdier, eliteidrættens aktører skal være rollemodeller for børn og unge, og eliteidræt skal - baseret som den fortsat er på foreningsidrætten – være med til at bygge bro mellem folk og forskellige kulturer. Lyder det højtravende? Måske, men så lad mig gøre det mere konkret:

Da min 11-årige datter oplevede de danske tilskueres buh’en ad modstanderholdene til de danske håndboldpiger, reagerede hun spontant ved at sige: ”Det er uretfærdigt”. Hun forstod simpelt hen ikke, hvorfor der skulle piftes af nogle spillere, som ikke havde gjort andet forkert end at være modstandere til vores alle sammens nationalhelte. I trods var hun sågar lige ved at holde med modstanderholdene! Fordi hun syntes, det var synd for dem – og fordi det stred imod al det, hun er opdraget med i den lokale idrætsklub og i skolen.

Eliteidræt som rollemodel
Vi kæmper i dansk idræt en daglig kamp for at få forældre til at opføre sig ordentligt, når de følger deres poder fra sidelinjen. Vi har eksempler på klubber, der bliver nødt til at udelukke mødre og især fædre fra at følge deres børns turneringskampe. Simpelt hen fordi de råber og skriger skældsord efter ikke blot dommerne, men også modstanderne (som vel at mærke er børn), og i nogle tilfælde sågar også deres egne børn og deres holdkammerater.

Det signal, der blev sendt under EM i håndbold - at det som led i en almindelig stress-strategi er i orden at buhe og pifte ad modstanderne  – er ikke just befordrende for bestræbelserne på at få børn, forældre, trænere, ledere og tilskuere i dansk idræt i al almindelighed til at opføre sig ordentligt både på og uden for banen. Eliteidrætten har – også selv om den ikke har bedt om det – en endog meget konkret og synlig rollemodel-funktion: Hvad forbillederne gør, er altid det rigtige – i hvert fald hvis vi ikke sætter spørgsmålstegn ved de handlinger, som forbillederne foretager.

Ingen taber-logik
Men er det ikke en taber-logik, som vi i DIF og Team Danmark har introduceret i det etiske kodeks? Vinder vi nogensinde medaljer med sådanne blødsødne holdninger? Ja, selvfølgelig gør vi det. Vi vinder dem blot på den rigtige måde. Det er i øvrigt min påstand, at de groveste og mest vedvarende brud på fair play-normer ikke foretages af vinderholdene, men af hold i sportslige problemer. Derfor er det ofte også de bedste hold, der fører i fair play-regnskaberne, og bundholdene, der topper, når antallet af advarsler og udvisninger gøres op. Usportslig optræden går ofte hånd i hånd med manglende sportsligt overskud.

Jeg køber heller ikke, at vi bliver nødt til at ty til bissetrickene, fordi alle andre gør det. Jo, det er rædselsfuldt at spille i et Balkanland, hvor fanatiske hjemmetilskuere ikke blot verbalt forsøger at få danske håndboldspillere ud af balance, men også kaster med mønter og lightere efter udebanespillerne. Men forarges vi ikke også over det? Og er det så ikke et glimrende eksempel på, at vi selv bør afholde os fra bare at komme i nærheden af det forargelige?

Materazzis eftermæle
Man kan naturligvis godt finde eksempler på, at unfair optræden har ført til sejr og succes. Tænk blot på den italienske forsvarsspiller Marco Materazzi, som på meget usympatisk vis fremprovokerede en lige så usympatisk skalle fra den franske stjerne Zidane, hvorefter Zidane blev udvist, og Italien vandt VM-finalen i 2006 på straffespark. Materazzi må så til gengæld lide den tort, at han af de fleste fodboldelskere for evigt vil blive husket som en usympatisk, usportslig bisse.

Dét brud på fair play-normerne, der efter min opfattelse skete under EM-slutrunden i Danmark, var naturligvis bestemt ikke det groveste eksempel på unfair optræden i sportshistorien. Men signalgivningen var ikke køn: Før hver kamp blev publikum officielt opfordret til at give begge hold fair play, hvorefter de mere uofficielle opfordringer om at stresse modstanderne tog over. Dermed blev forhånelsen af de officielle fair play-intentioner endnu tydeligere.

Skønhedspletten ved et godt værtskab
Normer for god opførsel varierer fra idrætsgren til idrætsgren. Det er bestemt ikke god latin, at tilskuerne skriger opmuntrende tilråb, mens slagudvekslingerne står på i en tenniskamp. Det er nærmest stik modsat i en fodbold- eller håndboldkamp. Men én fair play-norm bør gå igen i alle idrætsgrene: Respekten for modstanderne. Respekten for konkurrenterne.

Indgyder vi denne respekt i vores børns idrætsglæde, ja så bidrager vi i idrætten også med noget af stor samfundsmæssig betydning: Respekt og tolerance for andre. Det er ikke så tosset endda.   

EM-slutrunden i kvindehåndbold i Aalborg og Herning var et flot arrangement, hvor et talstærkt og medlevende dansk hjemmepublikum gav det danske landshold vinger og en velfortjent succesoplevelse (trods den skuffende bronzekamp). Men en skønhedsplet på det danske værtskab var den vedvarende piften af modstanderholdene. Det kunne vi godt have været foruden.