Mød vores souschef i DIF’s udviklingsafdeling

Susan Hilden Otte

Susan har været ansat 4 år i DIF
Susan har været ansat 4 år i DIF

Hvad er det, der gør dit arbejde i DIF attraktivt?

Jeg bliver på daglig basis fagligt og menneskeligt begejstret over den mangfoldighed af kompetencer, der findes her.

Der er en specialiseret viden, et engagement og en lyst og vilje af en anden verden til at udbrede og levere på det (fag)område, man nu er ansat til. Og rækkevidden af idrættens betydning i andre samfundsarenaer end den snævert idrætslige synes jeg har en kæmpe hitværdi.

I mit daglige virke bidrager jeg på den helt store klinge med at udvikle dansk idræt inden for tre hovedområder, som er fundamentet i DIF’s udviklingsafdeling: rådgivning, tværgående projekter og eksterne samarbejder. Derudover er jeg ledelsesmæssigt ansvarlig for DIF/DGI’s foreningspulje, uddannelsesområdet, Bevæg dig for livet og forening/frivillighed inden for DIF’s politiske program. Der er tale om udvikling både i form af langsigtede, strategiske indsatser og nu og her-aktivitet på hyperlokalt niveau. Den skala er jeg kæmpe fan af.

"Den kamp, vi skulle spille mod to af hans kolleger, SKULLE vi vinde, for han orkede ikke at blive hånet et helt år, hver gang han mødte ind på kontoret.  Jeg kan kun sige, at vi vandt den!"

Hvad er din sjoveste idrætsoplevelse?

Første julefrokost i DIF, som vi holder sammen med vores 62 forbund. 

Her skulle jeg spille bordtennis som led i aktiviteterne inden selve middagen. Jeg fik en makker fra Bordtennis Danmark, der viste sig at være tidligere professionel. Han var så god, at han fik tildelt et ”handicap” og skulle spille med et rundboldbat i stedet for et bordtennisbat.

Det er jo umuligt, men ikke desto mindre var han længder foran mig. Han gav mig masser af gode fif undervejs i kampene og havde kun et krav: Den kamp, vi skulle spille mod to af hans kolleger, SKULLE vi vinde, for han orkede ikke at blive hånet et helt år, hver gang han mødte ind på kontoret. Jeg kan kun sige, at vi vandt den!

Hvilken ny idræt har du opdaget, siden din start i DIF?

Banko Walk! Helt klart Banko Walk. Jeg ved ikke, om den juridisk kan kategoriseres som en idræt, men i Bevæg dig for livet-visionen arbejder vi blandt andet på at få seniorer, der normalt ikke er fysisk aktive, til at komme i gang med at bevæge sig. Et af koncepterne, som blev sat i gang i Vesthimmerland Kommune, var Banko Walk med den simple opskrift: Gå en tur og få en gratis bankoplade.

Der er naturligvis en kontrollant med, der sikrer, at deltagerne rent faktisk har gået ruten, der udløser en bankoplade til den efterfølgende bankoaften. For mig at se er det en genial måde at få sneget noget motion ind i en kontekst, hvor man ellers er stillesiddende, og man behøver hverken skifte tøj eller køre hen til en særlig facilitet for at deltage.