Stephanie Hougaard
Hvad gør arbejdet i DIF attraktivt for dig?
Ikke alene er det fantastisk at møde på arbejde hver dag og arbejde for at udvikle det, som har været en stor del af mit liv, så længe jeg kan huske. At arbejde sammen med nogen, der deler den samme passion som én selv – idrætten og idrættens fællesskaber – er blot et ekstra lag, som gør det enormt inspirerende og motiverende at arbejde i DIF.
Tænk, at det kan være ens arbejde at møde ind og arbejde seriøst og målrettet for at gøre det endnu bedre for børn og unge at være en del af idrætten og dens fællesskaber. Det er et vigtigt område, som jeg elsker at arbejde med, og som jeg har meget stor respekt for at gøre mig umage med hver evig eneste dag.
Hvad er din sjoveste idrætsoplevelse?
Jeg kan simpelthen ikke vælge én! Og det er ikke fordi, jeg har en stor bagage med mig af store personlige sportspræstationer… Det, som jeg elsker ved idrætten generelt er, at det bidrager til så mange gode oplevelser. Når jeg tænker tilbage på min egen ”idrætskarriere”, så er det, der står tydeligst for mig, alle de ture, jeg har været på sammen med de hold, jeg har gået på. At være en del af så stærke fællesskaber, hvor jeg har fået venner og minder for livet.
Hvis jeg alligevel skal forsøge at fremhæve én specifik type af idrætsoplevelse, der vækker stærke følelser, så er det de øjeblikke, der samler os alle. Dem, der giver gåsehud og lidt tårer i øjenkrogene - om det er Viktor Axelsen, der vinder OL-guld eller det danske herrelandshold, der spiller EM i fodbold på hjemmebane og får hele Danmark til at rykke sammen – dét er stærkt!
Hvilken ny idræt har du opdaget, siden din start i DIF?
Jeg vil våge at påstå, at jeg kendte til alle idrætterne, inden jeg startede i DIF (men måske har jeg endnu til gode at finde ud af, at der findes en idrætsgren, jeg ikke kender til…?). Men hvad jeg ikke vidste var, hvor enormt dygtige de mange forskellige idrætter og specialforbund er til at være kreative med formen af deres idræt, så den tilpasses en masse forskellige målgrupper og kan udføres på mange forskellige måder. Så jeg har uden tvivl opdaget hvor mange forskellige variationer af kendte idrætter, der findes, når man kommer så tæt på hele DIF-idrætten, og det er virkelig inspirerende at følge med i!